lørdag den 19. december 2015

Et Gensyn med Ham – Del 2

Med alkoholet susende i blodet, vender det hele tilbage. De gode tider. De gode grin. De gode samtaler. Mit syn er sløret, min dømmekraft svævende og og hukommelsen blakker.

Jeg ser os gå ned ad vest Londons mørklagte og mandagstomme gader. Jeg nægter at gøre noget. ”Det må være dig, der skal gøre noget, hvis det skal være nogen af os,” hører jeg mig selv sige overmodigt.

søndag den 8. november 2015

Et Gensyn med Ham – Del 1

Han kommer gående rundt om hjørnet. "Hej," brummer hans velkendte svenske klinge. Blå sitrende øjne, velsiddende beige trenchcoat, håret planlagt pjusket. Han ser bedre ud, end jeg husker.

søndag den 1. november 2015

Han Kom


Han kommer ikke. Jeg har været her før, prøvet, følt og oplevet hvert velkendte sekund tusind gange før. Derfor er det nemt at sige ”bare kom”. Nemt at spille med på komedien.

Han er lagt på hylden. Jeg ser støvet, men kan ikke nå det med kluden og lader det være. Sådan er han og jeg. Støvet, man altid er bevidst om men vælger at ignorere, da ingen andre ser det.

Alligevel kom han denne gang.

Han kom.

Status pt: Jeg tog fejl og havde ret.

/Gemt

onsdag den 15. juli 2015

Lækre Ekser

Kæft hvor er hun lækker. Ej hvor fejt. Han har taget et billede, hvor hun står og ser pivfræk ud før en bytur og har smidt det online. Som om det ikke var nok, at han er på fjæsbog, så har han sgu også startet en insta. Den kommer jeg så nok ikke til at følge any time soon.

A er endegyldigt sammen med sin eks. Pis pis pis hvor er det irriterende. Iiih hvor jeg bare gerne vil være ligeglad. Jeg fortalte en af mine kritiske veninder, at jeg så småt har lukket A ind igen. ”Slet ham,” sagde hun. Kort og kontant.

På den ene side har hun klart ret, det går tydeligvis ikke supergodt at have adgang til ham. På den anden side kan jeg bare ikke overskue at slette ham igen. Det er lettere at tolerere ham denne gang. Til trods for hans irritation er det ikke lige så hårdt som før. Følelserne er skygger af deres tidligere selv.

Status pt: same same but different.

/Gemt

søndag den 5. juli 2015

Det Velkendte

Jeg gav op. Jeg hoppede på et fly, tog hjem til Danmark og lagde eventyret på hylden. Jeg mødtes med min familie og venner. Det var det eneste, jeg ville. Det var det eneste, jeg havde glædet mig til. Men det var en ren skuffelse.

Heldigvis var det en drøm. Jeg er stadig ude på mit eventyr. Men som tiden har hobet sig op og et par uheld har banket på er savnet er blevet større. Der har været ensomme dage, hvor mit eneste ønske har været at putte mig i sengen i mit pigeværelse, drikke kaffe med min søster og mødes med mine kammerater på pubben. Blot at være i samme tidszone som min familie og venner har syntes som en ren drøm.

I stedet for at tænke tanker om det kendte, vender jeg nu øjnene den anden vej, løfter hovedet højt og drager videre ud i det ukendte. Det velkendte skal nok snart lande på min tallerken igen.

Status pt: Træt og Eventyrlysten

/Gemt

tirsdag den 30. juni 2015

Mere Drama, Tak

Melankolske noter svømmer sagte ud af højtalerne. Langstrakte sange svøber mig i medlidenhed. Tristheden er udtalt. Men den er selvvalgt. I stedet for at vælge glæden, lukkes der gang på gang op for mørket.

Historien om A burde være sluttet for længe siden. Alligevel har jeg lukket ham ind igen. Hvorfor? Når alting går lidt for fint indtræder et behov for drama. Det bliver kedeligt uden spænding. Hvis spændingen ikke kan fås i form af nye følelser, hvorfor så ikke ruske op i de gamle kendinge.

Al reel rationalitet er kastet ud af vinduet til fordel for en myopisk kortsigtet tankegang. Og her har du det så. Er det ikke skønt at grave sig ned i kulkælderen over en ligegyldig fyr, man alligevel aldrig kan stole på igen.

I dag sidder han til fin middag med sin kæreste og har den skønneste tid. Ja, okay, måske er de kun venner. Men nej for fanden. Han er sammen med hende igen. Og her sidder jeg som en tumpe og venter på ham. Igen.

Det er en ond cirkel, jeg troede, jeg havde forladt. Jeg sidder tusindvis af kilometer væk, sveden driver af mig i tropevarmen, og han kan bare drive med. Jeg er træt af at drømme umulige dagdrømme, jeg er træt af at være overbærende, forstående og forklarende. Jeg gider ikke mere.

Hvis jeg absolut skal have drama i mit liv, kan jeg så ikke opdrive noget nyt?

Status pt: Er pissetræt.

/Gemt

Hmm... Ikke første gang, jeg har berørt emnet: Det Der Grønnere Græs

lørdag den 27. juni 2015

Han Får Altid Lov

Han kysser mig dybt og lidenskabeligt. Hans blå øjne stirrer dybt ind i mig, mens han hvisker franske ord i mit øre. Min krop sitrer under hans berøring. Jeg vil ham og han vil mig.

Hans fingre bevæger sig selvsikkert om bag min ryg. Jeg mærker hægterne på min bh springe åben. I samme sekund flyver mine tanker langt væk. De står på en mennesketom gade i øst London og venter. Venter på Ham. På A. Fuck.

Selv med en gudeskøn franskmand i armen og tropevarmen omkring mig, kan han alligevel indhente mig. Han kræver altid en midteplads. Han synger altid højest og får altid lov.

Jeg vil så evindeligt gerne ignorere hans ligegyldighed og tomme løfter. Alligevel hænger jeg ved hvert et ord. Selv når han intet siger.

Status pt: Overvejer om man overhovedet kan komme videre i sit liv.

/Gemt

tirsdag den 16. juni 2015

En Selfie

Fire øjne stirrer på mig. Jeg har set dem ved siden af hinanden før. Dog troede jeg aldrig, jeg ville se dem på linje igen. Ham og Hende. A og hans eks er foreviget i selfie form. En fucking selfie. Delt, tagget og checket ind på Facebook. Jeg burde være ligeglad, men han er stadig mit kryptonit. Især med Hende.

En skæbnesvanger nat i 2012 ændrede mit følelsesliv sig. Havde jeg vidst dengang, hvad jeg ved i dag, var jeg gået hjem. I stedet tog jeg med A til en fest.

Vi klikkede med det samme. Til trods for alt, hvad der er sket, er det stadig sandt. Vi er gode sammen. Når vi er sammen.

Til festen ender vi selv på et værelse, da jeg gerne vil smide min jakke et sted. Jakken rammer gulvet, jeg vender mig, han kysser mig. I min rus kysser jeg igen. Det er dybt, grådigt, intensivt. Og forkert. Han har en kæreste.

Jeg tror, det er slut. Men det er blot starten på de næste to års rutchetur. Jeg fik dog endelig afsluttet det. Det var ikke den afslutning, jeg drømte om, men i det mindste tog jeg kontrollen tilbage.

Men nu er han i mit liv igen. Jeg burde være fløjtende ligeglad med, hvad han foretager sig. Han burde kunne smide en selfie op hvor som helst og med hvem som helst uden en reaktion fra mig.

Jeg er bare ude af stand til at være kølig omkring ham. Han bringer noget frem i mig, jeg helst vil benægte. Og mest af alt rammer det mig, at det er hende, han holder om.

Hun var det ”forfærdelige” forhold, han var i, da han famlede sig frem til mig. Deres brud tog månedsvis og kostede ham ulidelig meget. Jeg så det. Jeg var der. Jeg ventede. I baggrunden. Nu hopper han hovedkulds tilbage i hendes svømmepøl. Er hun hans kryptonit?

Status pt: gider ikke føle noget.

/Gemt

fredag den 12. juni 2015

Året Der Gik

Lillebroren, Svensken, Kollegaen, Journalisten, Ham Den Søde… Der har været flere mænd (og drenge), der er kommet og gået. Sidst jeg var helt aktiv på bloggen, var det morgenen efter Lillebroren.

Den historie endte. I sand Gemt stil, var det ikke helt elegant. Efter A var der tomt. Jeg søgte efter en ny besættelse. Noget der kunne fylde det hul, han efterlod.

Da jeg endelig fandt fodfæste igen var Lillebroren blevet til fortid og en kammerat. Diverse mande småtterier forsvandt ud i ingenting. Jeg brugte al min tid på vennerne. ”Du er endelig dig selv igen,” sagde en af mine nærmeste veninder.

I den friske luft, kunne jeg endelig snuse, hvad der lugtede. Det var på tide at prøve noget nyt. Det var på tide at indfri gemte længsler. Og ikke af den mandlige slags.

En aften sidder jeg på en fransk restaurant med en australsk veninde. Vi tygger en silkeblød tournedos rossini og skyller med lidt (meget) drue. Efter et par flasker siger hun: ”Du skal da til Australien. Du vil ÆÆÆLSKE det.” Seks måneder senere står jeg i lufthavnen med en enkeltbillet til Sydney.

Der har jeg været. Ude i verden. Der har været oplevelser for livet, uforståelige følelser, opture, nedture, nye venskaber, ny erfaring, nye job, forvirring og klarhed. Det var en rejse, jeg havde brug for. Det var en rejse, jeg ville have taget for år tilbage.

Nu står jeg med kun uger tilbage. Foran mig ligger uvisheden. Hvad skal der nu ske? Hvor skal jeg bo? Og arbejde? Alle sammen spørgsmål jeg ikke besvarer nu. Lige nu vil jeg bruge den sidste tid til smage og opleve min vej gennem flere lande. Spørgsmålene skal nok være der, når jeg engang lander i Kastrup.

tirsdag den 9. juni 2015

Han Er Tilbage...


Der sidder en kæmpe elefant i rummet. Ingen har kommenteret den. Samtalen flyder roligt frem og tilbage. Elefanten vrider sig utilpas i sit klemte sæde. Tiden skrider frem, mens jeg konstant ser over på den lange snabel. Ingen siger noget.

Jeg blev rigtig fuld. For et par måneder siden. I min brandert synes jeg,, min telefon var en rigtig god ide. Ud af tasken, ind på Facebook, tappe tappe tappe. Bom. Så kunne man da lige tilføje A som ven igen. Fuck.

Hvis de sidste par år har lært mig noget som helst, så er det, at jeg tydeligvis intet lærer. Få timer senere vågner jeg med en dundrende hovedpine og en accepteret venneanmodning. Dobbelt fuck. Hvorfor sagde han ja? Nej, den vej skal jeg bare ikke ned ad. Jeg sletter prompte A.

Pling, siger telefonen en halv time senere. ”Jeg troede, du havde tilføjet mig? Jeg ville bare høre, hvordan det gik down under.” Jeg flyttede til Australien for 6 måneder siden. Noget jeg aldrig fortalte ham. Vi snakkede ikke ligefrem sammen. Beskeden gør mig så flov, at jeg tilføjer ham igen.

Nu sidder han der i min venneliste og stirrer på mig. En god veninde, der oplevede, hvordan han ødelagde mig, siger jeg skal holde mig væk. Hun har ret. I stedet kører denne underlige elefant-i-rummet samtale mellem os. Den er høflig, lidt personlig og tømt for alt, hvad der er usagt mellem os.

Jeg ved ikke, om han fatter det. Ser og mærker han overhovedet elefanten? Jeg er ved at eksplodere over den. Han smadrede mit hjerte og her snakker vi ligeså pænt om, hvordan vores liv går. Det er absurd. Alligevel fortsætter jeg samtalen.

For et par dage siden smed han bomben. Dog læste jeg den først i går, han skal nødig tro, jeg er for ivrig. ”Jeg vil gerne flytte, tænker på København. Men det er jo svært bare at smide det hele.” What? Lige nu, hvor jeg i mit liv er 95% sikker på, at jeg flytter til selvsamme by. Ved han det? Ej, vel…? Og kan det egentlig ikke være fuldstændig ligegyldigt?

Al tillid mellem os er forduftet. Han brød den pagt, vi havde. Han fravalgte mig. Han sagde det aldrig, gjorde det aldrig, fuldendte det aldrig. Hans mangel på handling blev den handling, der smed mit hjerte på gaden.

Jeg drøner på Facebook og læser, alt han har lavet de sidste to uger. Han er blevet venner med sin ex, han var sammen med efter mig. Hvorfor holdt de op med at være venner? Han har været på udstilling og lavet to hjemmelavede middage med den ex, han var sammen med, da han fortalte mig, at han var vild med mig. Hvorfor. Lige. Hende. Jeg sank langsomt og mærkede mit hjerte falde langsomt dybt ned i maven. Hvordan kan han stadig have den effekt på mig?

Så nu sidder jeg her på en solorejse. Langt væk fra ham. Langt væk fra mine venner. Langt væk fra alt, der er genkendeligt. Og dog med denne velkendte storm af følelser i maven. Hvad nu…

Status pt: Ovenpå og lidt nervøs.

Ved du ikke, hvem A er? Læs baggrunden her