Morgenlyset vælter indover de gardinløse vinduer. Hovedet dunker og jeg pissefryser. Lillebroren sover tungt ved siden af mig. Jeg kæmper med at komme op. Det lykkes ikke. Jeg ligger og stirrer på hans nøgne krop og tager hver detalje ind. En tatovering bag på venstre skulder. Bløde muskler omkring skulderbladene. Han vender sig rundt og får fat om mig. Men sover stadig. Efter al for lang tids roden rundt, er det endelig tid. Tid til at træde ud af sengen. Ud i virkeligheden. Så snart jeg kaster dynen til side, er det slut.
Udenfor misser jeg med øjnene i lørdagens stærke formiddagslys. Novembers isnende briser har intet tilovers for mine begyndende tømmermænd. Jeg trykker hoveddøren åben og vælter i seng til en drømmeløs søvn.
Et par timer senere mødes jeg med Kollegaen. Lillebroren skulle også have været der. Men han sover stadig. Jeg fortæller intet om nattens hændelser.
Mandagen efter fredagen er det akavet. Lillebroren og jeg taler ikke rigtig. Som ugen glider forbi, går det dog lige så stille i selv igen. Men jeg har åbnet Pandoras æske og jeg ved det. Min pigehjerne er begyndt at tikke og tvangstankerne kommer snigende. Som november lukker i og den første låge i december åbnes, er det allerede for sent. Jeg kan ikke slippe det.
/Gemt
