onsdag den 27. februar 2013

Onsdagssladder

Det siges, at nyheder spredes langt hurtigere med sociale medier, smartphones og lynhurtige internetforbindelser. Jeg vil vove at påstå, at sladder derimod spredes hurtigere end min iPhone kan loade Facebook (og jeg har altså en 5’er).

Sladderen stammer fra en særdeles våd aften, hvor jeg besluttede mig for at blive venner med A igen. A bor ikke ligefrem alene i hans lejlighed. Det her er London og ingen bor selv. Slet ikke i zone 1. Han bor sammen med en kammerat, som naturligvis (!) også er venner med hans bedste kammerat som også er fællesvenindens kæreste.

På den våde fredag aften var det meningen, han var faldet i søvn. Klokken var 3 om natten for fanden. Det var han ikke. Han hørte efter sigende A snakke med ”en” (læs: mig) på et andet sprog end engelsk. Denne bid information ryger fluks videre til fællesvenindens kæreste, der siger det til fællesveninden, der siger det til anden veninde, der fortæller det til mig. Ak, jamen for helvede altså.

Jeg troede, jeg efterlod sandsynligheden for at blive sladret om i en eller anden jysk bondeby. Hvordan kan jeg i en by som London stadig ikke foretage mig en skid, uden det pludselig bare er allemandsviden? Har de ikke noget bedre at give sig til?

Et eller andet sted kan det være ligegyldigt… Hvis det ikke var fordi, de æder sladder råt. A’s kammerat vil ikke kunne dy sig og spørger evindeligt om det. A har ingen grund til at lyve. Men jeg kan love, at kammeraten ikke kan holde sin kæft overfor kæresten. Så ved Fællesveninden det og så vil det endnu engang virke som om, vi prøvede at dække over en kæmpe hemmelighed. Neeeeeeej, for fanden.

Status pt: Here we go a-fucking-gain

/Gemt
Foto: Gossip af Andrei // Vishstudio (find her)

lørdag den 23. februar 2013

Tilføj ven - Del 2

Jeg hører stemmen bag mig, inden jeg ser ham. “Hej,” siger han bare. Jeg vender rundt på hælen og svarer blidt: “Hej.”

Han ser godt ud. Han ser rigtig godt ud. Selv midt på natten ser han langt mere tjekket ud, end han nogensinde før har gjort. Stemmen er dog den samme. Fyldt med en dyb seriøs bas og et toneleje, der kilder selv det sværeste smil frem.

Samtalen glider let frem og tilbage. Jeg undgår alligevel hans blik. Så mange ord er usagte. Så mange handlinger er både gjort og ugjorte. Imod al forventning kommer det på bane. Den aften, hvor veninden drønede væk og efterlod mig med et knust hjerte på mere end et enkelt plan. Han indrømmer, han nok havde lidt med det at gøre. Jeg nægter ikke sandheden i udtalelsen, men siger med let stemme, at det ikke er noget, vi skal snakke om nu. Han giver mig ret, men vi vender alligevel tilbage til det et par gange. Til sidst ryger vi dog tilbage til vante emner, hvordan er jobbet, bofællerne, livet? Det er nemt, rart og velkendt.

Lige så let som sikkerheden ligger sig om mig, lige så let indtager trætheden alle mine lemmer. Jeg begynder at ryste let over hele kroppen. Han tilbyder sin trøje, men jeg takker nej. Han kommer hen og krænger den om mig alligevel. Det varmer. Det er rart.

Han tilbyder sin seng og han gør klar til at sove på sofaen. Jeg får dog sagt, det er noget pjat. Vi sover i hans seng. Kysser længe. Først forsigtigt, senere kraftigt, passioneret, dybt. Jeg kender hans kys. Han kender mine. Intensiteten stilner. Vi kan bare ikke have sex. Og vi gør det ikke. Jeg vender mig væk fra ham og falder efter al for lang tid endelig i søvn.

Sølle 4 timers søvn senere vågner jeg til en dybt sovende A. Jeg kravler forsigtigt over ham og tager mine bukser på. Jeg puffer let til hans arm, dog hårdt nok til han lige knapt vågner. Fortæller ham, at jeg går nu. Han mumler søvndrukkent noget om at snakkes ved senere. ”Ja ja,” siger jeg bare og forlader hans seng, hans lejlighed og Østlondon.

/Gemt

Foto: What If af Camaryn (find her)

tirsdag den 19. februar 2013

Tilføj ven - Del 1

Jeg kigger ud over Østlondons halvtomme gader. Klokken er et pænt stykke over 2 om natten. Linjerne er slørede og hjem synes uendelig langt væk. Busstoppestedet er 2 minutter fra hans lejlighed. Men det er ligegyldigt nu. Han har fucking slettet mig fra facebook. Og jeg er jo ligeglad med ham. Ikke? Men jeg var sammen med fællesveninden i aften. Og vi hyggede os. Så hvorfor stadig denne akavethed? Slut skal det være. Mine fingerspidser finder vejen. Hen til knappen. Jeg tøver. Trykker. Tilføj ven.

Jeg har gjort det. Jeg kan ikke tage det tilbage. Jeg har tilføjet A som ven.

Jeg er godt tilfreds. Som kun en stangstiv Gemt lille skid kan være det. Jeg fyldes af en selvfedme, der vil være længe glemt inden morgenstunden. Erstattet af selvlede over min egen ufattelige svaghed. Men nej, ventetiden bliver kortere. Efter blot to minutter accepterer han fandme! Klokken halv tre om natten, 2 minutter fra hans lejlighed fortæller Face, at at ”A accepterede din venneanmodning”. WHAT?

Begynder fluks at skrive en besked. Men mit fulde legeme poster den på hans væg i stedet for privat. Fuck, shit, lort, eeeeeeeejjjj nej nej nej. Fuck fuck fuck. Jeg fortryder med det samme. Begynder panisk at trykke alle vejne på den irriterende og fuldstændig usamarbejdsvillige touch skærm. Hvorfooooorrrr. Fuuuuuuuuuuuuuuuck altså. ”Slet post” popper det så endelig op. JAAAA!!! Ja for fanden. Pyyhhh ha. Den lå der kun i 2 minutter. Ahhh. Bing. Siger mobilen så. Nej, hvad nu altså? Jeg har slettet den jo. Han havde nået at læse den…

Hov.

Frem og tilbage. Frem og tilbage. Inden jeg ved af det, sidder jeg med en drink i hånden og ser ind i et al for velkendt ansigt. Hejsa A, how’s life?

/Gemt

Foto: Goodbye Kiss af Nicolas Mephane (find her)


fredag den 8. februar 2013

Frisøren

Jeg trækker i mine sorte Converse, tænder for musikken og trisser mod West Hampstead. Farten er høj og humøret endnu højere. Jeg ankommer prompte foran frisøren, lukker mig selv ind i de giftige dampe og sætter mig til rette i stolen. 

”Hvad vil du have?” falder det ud af munden på den opspændte klipper. Fik man dog bare altid så frie tøjler i livet. Joohhh, jeg vil gerne have en fed lønforhøjelse, et job jeg inderligt elsker, en loverboy der er fantastisk i sengen, fremsigt til at møde den eneste ene og desuden en super turboforbindelse mellem Danmark og England, og nu du er i gang så stop lige al krig og sult i verden. Okay?

Jeg fik en etageklipning.

/Gemt

Tegning: Hair af KatePowellArt (find her)