5 Gode Ting

Der er sket en del siden sidst. Sådan er det som regel, når der bliver stille ud af det blå. Pludselig er der for meget at sige. Mit humør har været fantastisk, helt oppe i skyerne. Og helt forfærdeligt. Nede i den laveste kulkæder. Så lige nu, vil jeg bare starte med et self-boost. Oprah (I know, ikke noget jeg normalt lytter til, men prøver noget nyt) siger man skal sige 5 gode ting om sig selv og sin dag, inden man går i seng, så det prøver jeg nu.

5 gode ting om mig: 

1. Jeg har lange sorte øjenvipper
2. Jeg er god til at lave frikadeller
3. Jeg holdte om med at bide negle for 2 år siden og holder det stadig
4. Jeg har empati for mine venner og familie
5. Jeg ser altid potentiale og det gode i mine bekendtskaber. 

5 gode ting om min dag: 

1. Jeg fik brugt mine køleskabsrester
2. Jeg fik en sød sms fra en kammerat
3. Jeg brugte ingen penge
4. Jeg havde næsten ingen tømmermænd.
5. Jeg havde en lang dejlig snak med en veninde. 

Status pt: en smule fortabt i det hele. 

/Gemt

Dating fail

Endnu engang må jeg erkende. Det der netdating er ikke for mig. Det er kedeligt som en i fanden. Og efter søndagens date, er det åbenlyst heller ikke bøvlet værd. For mig.

Journalisten – som viste sig slet ikke at være journalist – var ikke for mig. Nok var han en stor dreng. Nok havde han et godt job. Nok var han en masse ting. Men jeg rent ud sagt røvkedede mig og følte ikke engang den mindste lille bitte mikroskopiske sommerfugl baske i maven.

Til gengæld så Lillebroren ulækkert godt ud i dag. Fuck ham.

Status pt: Føler mig fed og ulækker. Øv.

/Gemt

Små og Store drenge

Jeg sov hjemme hos Lillebroren. Der skete intet. Ikke engang et lille kys. Det var ikke meningen. Vi tog hjem til ham efter at have været ude. Ville ikke helt sove endnu, så det skulle være en slutter og ikke andet. Jeg kan ikke helt huske, hvordan det skete. Andet end jeg faldt i søvn. Vågner kort ved, han putter dynen over mig. Vågner igen tidligt om morgenen. Han sover. Jeg lister ud.

Morgengryen er kold og ærlig. Hvad vil jeg med det her? En kollega og veninde har bemærket det. Kommenterede to gange på det. Jeg endte med at fortælle det hele. Hendes kommentar? ”Så knald ham dog.” Hun tror ikke på, det går over, før det sker. Hmm.

Jeg ved sgu ikke rigtig, hvad Lillebroren vil. Jeg behandler ham med de vildeste blandede signaler. Er så strid ved ham, men kan også være så blid. Jeg vil ham og jeg vil ham ikke. Men det går ikke væk.

Så nu tager jeg på en date med en stor dreng. Journalisten. Ligeså meget som Lillebroren er yngre, så meget ældre er han. Jeg gider ikke. Har mødt ham på nettet og er slet ikke oppe at køre over det. Vi skal mødes til en sen frokost i dag. Oh well.

Status pt: Vil putte under dynen. Men med hvem?

/Gemt

Jeg skal på date

Om en uge sker det. Jeg skal mødes med en gut, jeg aldrig før har set. Efter jeg besluttede at A skulle være i mit liv no more, skabte jeg en netdating konto. Som de mange gange før, fandt jeg det var vældig spændende den første uge og gad så ikke mere. I den korte tid, nåede jeg dog at skrive med en helt okay gut. Han er journalist, 36 og engelsk.

Journalisten kører Vespa og danser swing. Jeg ved ikke helt om han er ret cool eller bare en kæmpe nørd. Ligegyldigt hvad, så tager jeg på den date! Jeg skal derud i dating verdenen.

Watch this space.

Status pt: Har lyst til kage.

/Gemt

At lege med ilden

Musikken er øredøvende, drinks flyder, det er fredag aften. Jeg smutter på toilettet og når jeg vender tilbage er de andre smuttet. Undtaget Lillebroren. Vi er selv, vi er fulde og klokken er halv 3 om morgenen. Shit.

Vejen er banet for ballade. Roden rundt i ting, der ikke bør rodes rundt i. Det er en situation som skabt for mit djævelske jeg. Og jeg tøver ikke. Med adrenalin og alkohol pumpende i blodet danser vi. Laver ballade.

Sulten trænger på og vi skrider fra klubben og ud i øst Londons betongader. Før har de sat scenen for mange lange nætter med A. Men han er her ikke. Han er i Camden med Fællesveninden. Jeg ved, de er ovre at se Mew spille. Af selv samme grund var jeg der ikke.

Sulten bliver stillet og alle klubber er ved at lukke. Natten er tabt til morgenen og det er tid til at vende hjem. Vi finder en taxa og begynder turen vestpå. I taxaen tager Lillebroren min hånd og falder i søvn. Jeg er fuld, høj og ved ikke helt, hvad jeg har gang i. Jeg lader ham holde den og ser London passere i lange lys og glimt.

De velkendte vestlige veje begynder at tone frem. Lillebroren vågner. Han tager fat om mig og kysser mig. Jeg siger, vi er ankommet.

Vi står ved skillepunktet. Han siger, jeg godt kan sove hjemme ved ham, men at vi ikke vil have sex. Nej, det er sgu også helt forkert, stryger det ud af mig. Den samtale havde vi i sidste uge, tilføjer jeg hurtigt. Forkert? Siger han. Nej, det synes han ikke. I sidste uge var der en anden til stede, derfor var det forkert. Hmm.

Han kysser mig kort og vi går hvert til sit.

Jeg leger med ilden, men det hedder ”at lege” af en årsag. Det er sjovt. Indtil man bliver brændt.

Status pt: Leger.

/Gemt

Akavede Samtaler med Små Drenge

”Hey, glemte du den her ørering hjemme hos mig,” siger Lillebroren og holder min ørering frem foran mig. ”Jo, tak,” får jeg fremstammet. Vi har ikke snakket sammen siden i lørdags. Hvad skal jeg alligevel sige til ham? ”Hej du bette en, fik jeg lige kysset lidt på dig igen? Hovsa! Det må du sgu, øøhh… Tjaahh… He heee.” Nej, vel?

Vi undgik begge at sige noget af nogen større substans. Snakkede om i lørdags uden overhovet at snakke om i lørdags. Det kom dog frem, at han skal med til samme fest som mig på fredag. Hmmm… Det kommer jeg selvfølgelig ikke udenom, når vi har pænt mange fælles venner. Hans storebror, Kollegaen, er ligesom en af mine nærmeste. Pis.

Status pt: Overbeviser mig selv om at barndomsstadiet går over.

/Gemt

Om Rejsetrang og Voksenhed

”Du snakker altid om rejse, men du gør det jo alligevel ikke,” siger hun og tager en slurk af sin rødvin. Jeg sidder helt paf og klar til at sige hende imod. Men hun har jo ret. Fra fulde folk og børn er det noget med, at man høre sandheden. Nok er klokken 4 om morgenen, vi sidder på Lillebrorens seng og drikker papvin fra vandglas, men hun har vitterligt ret.

Jeg snakker, drømmer, beslutter, håber og tænker. Alligevel når jeg aldrig helt i mål. Der er altid en undskyldning, en grund, en et eller andet der står i vejen. Det kan være penge, omstændigheder, job eller venner. I sidste ende, må jeg alligevel erkende, at hvis man inderligt vil opnå noget, så kan man det. Så finder man en vej. Så nu tager jeg et hårdt, dybt og langt kig i spejlet og spørger mig selv, hvad helvede det er jeg vil. Desværre stirrer tomheden, sandheden tilbage på mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved det bare ikke. Den der vej, jeg troede man fandt, når man endelig blev voksen, den har jeg stadig ikke fundet.

Status pt: Træt af at være voksen.

/Gemt

Og så blev det akavet

Jeg kyssede Lillebroren. Igen. Han var skøn. Ikke for meget, ikke for lidt, lige tilpas. Fuck.

Men det var helt forkert. Vi blev enige om, at det var for mærkeligt. Egentlig tror jeg bare, jeg blev flov og han ikke var interesseret nok. Jeg nægter at tro den 21-årige er den voksne i det her spil. Ahem.

Men når nu kysseriet ikke helt var et hit (jo det var), så kunne vi jo i stedet sidde på hans værelse, ryge en fed og snakke om, hvor cool vi er. Ej nej nej jeg er jo gået i barndommen igen.

Jeg tror, jeg skal have fundet mig et knald. Eller komme på en date. Noget. Jeg kan åbenlyst ikke lade være med at sparke til støvet. Rage rundt i det, der ellers er ryddeligt. Jeg vil have rod, drama og konfrontationer. Jeg vil lave ballade, vil jeg. Og når jeg får lavet ged i den, forbeholder jeg mig retten til at synge lange klagesange om det. For græsset er jo altid grønnere. Ik?

Status pt: Sulten og tømmermændsbelagt.

/Gemt

Når Man Sletter Ham På Facebook

Det velkendte blå alter toner frem på skærmen. Han stirrer blankt på mig bag rudens sikkerhed. Han ved ikke, hvor mange gange, jeg har tastet hans navn ind i søgefeltet. Han ved ikke, hvor mange timer, jeg har pint mig selv over ham. Han ved ikke, hvor dybt jeg faldt for ham. Til gengæld ved han heller ikke, at jeg lige har slettet ham.

Endelig gjorde jeg det. Jeg hvilede musen over ”unfriend” i uendelige tider. Trak den væk igen og tænkte, det var for barnligt. Endelig trykkede jeg på knappen. Genopfriskede siden og så alle hans detaljer forsvinde.

Jeg har ikke set ham siden maj, ikke snakket med ham siden juli, men desværre kom jeg i fuld tilstand til at sende en Facebook besked ”forkert” til ham for to uger siden. Jeg har brug for, han er helt ude af mit liv. Jeg vil ikke have adgang til ham. Overhovedet. Jeg leder efter bekræftelse. Jeg vil have, han vender sig rundt og siger, han har begået en fejl. Jeg vil se min smerte i hans øjne. Jeg vil have, at han forstår, føler, angrer. Men det er oplevelser, jeg må undvære. Leve videre uden.

I sidste ende trykkede jeg på knappen for min egen skyld. Det var ikke for at bevise noget overfor ham. Det var ikke for at fortælle ham, jeg er ligeglad. Det var ikke for at sige ”dumme svin” eller hæve mig over ham. Det var for min skyld. Det var så JEG kan forstå, det vitterligt er slut. Det var således, at jeg kan sætte et endeligt punktum og gå videre til næste kapitel.

Ikke mere A i mit liv. Heller ikke på Facebook.

Små Drenge

Hvordan ved man, at han er for ung til at knalde? Er det fordi, han aldrig har brugt en diskette? Eller fordi han ikke husker tiden før internettet? Vi har sikkert alle en grænse. I mit tilfælde blev det EM i fodbold. Altså han spurgte, hvilken måned i ’92, det var. Hvilken måned? Kan det for helvede da ikke være ligegyldigt?!? Jo, men altså, han var bare ikke sikker på, at han var født, mumlede han lidt betuttet over min rasen. Mig: ”…”

HAN VAR IKKE FØDT?! WHAT?! Det er sgu da for helvede et helt nyt koncept, at man kan blive helt vild over en, der er født i 90’erne. Som om det ikke var nok, så er hans storebror en af mine dejligste gode kammerater. Flot. Du kan bare det der med mænd (eller hvad man nu kalder sådan en fanden fra 1992).

Jeg kyssede med ham. Stang Bacardi og med vidner. Det er smukt. Simpelthen. Men for fanden han er pissefræk. Iiih, jeg vidste, han var trouble fra det første øjeblik, jeg så ham.

Det var en varm dag midt i juli og jeg skulle mødes med hans bror og introduceres for Lillebroren for første gang. Jeg smiler overskudsagtigt, hvorefter mit blik crash lander lige midt i hans store isblå øjne. Fuck.

Jeg tager på sommerferie og får skudt urene tanker til siden. Det er jo for fanden Lillebroren. Det går bare ikke.

Men. Vi kyssede for lidt over en måned siden. Siden har der været små ting her og der. Farvelkys på kinden, der går lige til grænsen. Varme fingre og hænder på mit knæ, mit lår, i delte taxaer. Stjålne blikke og utalte samtaler. Jeg er så klar på ham. Men jeg gør det ikke. Igen.

Han er en 21-årig hormondrevet Londonbaby, der intet har at miste. Desuden har han lige knaldet en anden på jobbet. There’s that.

/Gemt

PS. For at gøre det hele ekstrasmukt, kan jeg fortælle, at Lillebrorens storebror er Kollegaen


OPDATERING (videre udviklinger):
Og så blev det akavet
Akavede Samtaler med Små Drenge
At lege med ilden
Små og Store drenge
Når Det Endelig Sker
Morgenen Efter
Året Der Gik 

Når Han Finder En Anden

Søgefeltet lyser hvidt oppe i venstre hjørne. Fingerspidserne finder sin vante vej mod A. Mange dage er passeret siden de sidst tastede det kendte navn. De blå toner fra hans væg blænder op. Der er et nyt billede. Han er ikke selv. Søde interne beskeder er skrevet frem og tilbage for et par dage siden. De er ikke venlige. De er mere end det. Det er som skrevet af en kæreste.

Jeg har kendt A længe nok til at vide, hvordan han fungerer. Pludselig giver det lidt mere mening, at han ændrede adfærd. Der var en anden. Hun er ikke særlig pæn. Hvilket jeg ikke ved, hvad jeg synes om. Var hun gudesmuk, kunne jeg afskrive det som sex. Men hun er yderst almindelig. Kedelig. Og faktisk lidt smågrim. Han kan med andre ord godt lide hende. Hvad var der galt med mig?

Egentlig føler jeg ikke særlig meget. Jeg blev ikke ked af det. Jeg mærkede ikke det store sorte sug i maven. Jeg blev lidt vred. Træt af at føle mig ligegyldig. Skuffet over at han ikke bare meldte klart ud. Lukkede døren. I stedet kan jeg sidde og syde i min egen galde og fortrydelse. Ryste på hovedet af min småpsykotiske opførsel, rejse mig op og selv skubbe døren i.

/Gemt

A – Det Sidste Kapitel

Her er forårets og sommerens hændelser opsummerede. Det starter lige efter "Påskefrokost?"

Jeg er lige vendt hjem fra en forlænget weekend med slænget. Beskeden brænder i telefonen. Han har spurgt mig ud til frokost. Helt rigtigt denne gang. Beskeden er sendt om eftermiddagen og er ganske oprigtig. Jeg har formået at spille cool. Har ventet til fødderne landede i London. Og nu kan jeg endelig svare. Endelig.

Tiden går og vi får ikke sat en dato. En fredag aften skriver jeg til ham. Han svarer. Jeg svarer. Han svarer. Det føles vidunderligt. Normalt. Ikke latterligt og sårende. Vi aftaler at mødes søndag. Jeg sejler gennem lørdagen. Flyver på en sky i et luftlag, jeg ikke før anede fandtes. Søndagen oprinder. Og han aflyser. Han skal arbejde.

Han følger ikke op på den. Men det er okay. Han skulle jo arbejde. Det kan man ligesom ikke gøre noget ved. Eller hamle op med. Jeg må være mere forstående.

Dagene går og jeg hører intet.

Et par uger går og jeg skal til gadefest. Jeg ved, han også har meldt sig til. Det er hipster central. Hvordan kunne han gå glip af det? Jeg spænder mig ind i det fineste lille playsuit. Det flagrer forsigtigt om lårene. Kæler for mig. Håret falder i store bølger om skuldrene. Vipperne er forlængede i det uendelige.

Han kommer ikke. Så jeg drikker mig i hegnet. Og skriver til ham. Han er ude og spørger hvorfor jeg ikke kommer og mødes med ham. Han er sammen med Fællesveninden (eller hvad fanden hun efterhånden er). Det er dumt og farligt. Og jeg er pisseligeglad. Jeg er dum for ham og sidder allerede i en taxa og har rystet veninderne af mig.

Han ringer til mig. Jeg tager den og siger, jeg allerede er på klubben. Han er i baren udenfor. ”Kom og mød mig,” siger han. Jeg er allerede på vej gennem menneskemængderne. Jeg træder over tærsklen til det overdækkede område udenfor. Den dybe bas fra dansegulvet dulmes til en svag dunken. Og så ser jeg ham. Han kommer hen til mig. Jeg kender de øjne, det favntag, den længsel.

Efter grin, smil, kys og drinks, siger han vi skal snakke. ”Lad os skride,” siger han. ”Okay, hvis du synes,” smiler jeg.

Vi finder vennerne. Der står jeg. Med ham. Foran dem. Sker det virkelig? Er vi så åbne? Jeg får sagt til Fællesveninden, at det aldrig handlede om sex. Og ”vi ses” til de andre.

A og jeg snakkede den aften. Vi snakkede rigtig meget. Han sagde alle de ting, jeg ville høre. Hvordan han kunne være sig selv, når han var sammen med mig. Hvor skønt det var at være sammen med mig. At han var ked af alting. Jeg sagde til ham, jeg ikke gad at finde mig i hans lort. Hvis vi laver en aftale, så skal den holdes. Hvis jeg skriver en besked, skal den svares på. Han fortæller mig, hvor dejlig, jeg er. Hvor fantastisk en person, jeg er. Han elsker min ambition og passion, siger han. Han kan tale med mig. På en anden måde end de andre.

Jeg tilbringer natten indenfor hans velkendte fire vægge. Men det føles anderledes. Det føles rigtigt. Ægte. Vi spiste morgenmad sammen for Christ’s sake!

Han kysser mig farvel og jeg drysser ud på øst Londons solbeskinnede gader.

Jeg drømmer søde kærestedrømme, men bliver i stedet klasket i ansigtet med utallige aflyste aftaler. Jeg ser ham en enkelt gang efter dette i løbet af sommeren. Just som jeg tror, det er slut, inviterer han mig hjem til ham til en grillaften. Men endnu engang. Bliver den aflyst. Han holder mig afventende. Ude af stand til at få ham. Ude af stand til at give slip. Dømt til at hænge ud i verdens mest ulidelige venterum. Hvor væggene kradser i sjælen og stolene presser dig ud på sindssygens rand.

Stille siver frustrationen helt ind i knoglerne. Jeg kan intet. Jeg tror, jeg er videre, men bliver gang på gang hevet ind i hans univers. Så snart alkohol rammer min blodstrøm er han først på listen. Indtil jeg en dag går over stregen. Jeg fortæller ham, jeg er træt af det hele. Han spørger om vi ikke skal snakke om det en anden dag. Jeg presser på. Men får endt det. Jeg skriver en undskyldning et par dage senere. Han svarer aldrig. Og jeg begynder den hårde vej mod at komme videre.

Jeg er ovre ham. Tror jeg. Men så bliver jeg fuld. Igen. Kysser min bedste vens lillebror og ringer til A. Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig at sige. Men han tager den heller ikke (would you?). Så jeg ringer igen. Og igen. Og igen. Og igen. Jeg går i seng og vågner til skammen dagen efter. Jeg tvinger en undskyldning ud over tasterne. Jeg hører selvfølgelig. Ingenting.

Min eneste trøst er, at jeg ved, han aldrig sladrer. I det mindste har jeg det. Det lille bitte frø. Fællesveninden har godt nok afskrevet mig. Hun holdt indflytterfest, hvor alle undtaget jeg blev inviteret. Social paria. Men i det mindste ved hun ikke, hvor slem jeg har været.

Men så den anden dag… Hører jeg fuglekvidren. Fællesveninden ved alt om mine fulde stunts. A har sladret. Og Fællesveninden har sladret videre. Tak. Nu står jeg tilbage uden hende eller ham. De har brugt det sidste år på at fucke mit liv op. Jeg har revet mit hjerte ud af brystet og serveret det for dem. Jeg har gjort det så let. Har opført mig så skrøbeligt og latterligt.

Endelig faldt 25 øren. Han er spild af tid. Han er FUCKING spild af tid. Han har behandlet mig som pis fra dag et. Han har sagt alle de rette ting og holdt mig dansende som en marionetdukke.

Nu er det nok.

Farvel A. Du kan kraftedderperkeme pisse ved en sten. Din Lort.

/Gemt

Foto: Doppelganger af Eleni Onasoglou (fundet her)

Endelig.

Undrer mig over hvor grænsen mellem den ene og den andens skyld ligger. Analyserer hvor vrede, idioti og psykose skelner. Hvordan bliver det kollektivt besluttet, at nogle er narrøve, mens andre er uskadelige?

Sommeren har været en følelsesmæssig rutchetur. Jeg er blevet såret, skuffet, vred, trådt på, har håbet, elsket, turdet, grædt, fortrudt og startet forfra igen. Jeg lod en person komme ind og fik intet igen. Alle kunne se, det var spild af tid. Undtaget mig.

Jeg nåede så langt ud, jeg ikke kunne overskue bloggen. Hvis jeg skrev det ned. Så var det virkelig sandt. At se i øjnene hvor fucked up, jeg har handlet og hvor dum jeg har været. Det var for meget.

Men fuck det! Jeg er helt klart ikke alene. Og jeg har dømt mig selv nok til, at jeg er ligeglad med at blive dømt endnu en gang.

Naturligvis handler det om A. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Andet end… Der blev aldrig nogen frokost. Der blev aldrig nogen rigtig date. Til gengæld blev der mange tomme ord og brudte løfter. I sidste ende var der ingenting. Hvad end der var tilbage af min selvrespekt forsvandt i gentagne fuldeopringninger. Og svarer han ikke. Kan man bare blive ved.

Men nu er det slut.

Som bladene gyldner og vinden tager til, således rejser jeg mig. Og skrider. Et nyt kapitel. Heldigvis er jeg langt fra nået til Å.

Status pt: Ovenpå.

/Gemt

Foto: Dreaming Wide Awake af Luiza Lazar(find her)

Arrrrggghhh

Jeg kan ikke overskue hvor meget A stadig fylder!!! Det er pinligt og jeg gider ikke det lort. Derfor har jeg ikke skrevet. At fortælle om det, tvinger mig til at se det i øjnene. Bare tage alt, der allerede er sket og copy paste det ind i det her indlæg og så har I mit forår og min sommer.

/Gemt (I wish)

Alt Jeg Har

Fra i aftes.

Påskefrokost?

Ruiner, øl, mad, hygge. Dagen gik i en lang rus. Mobilen havde jeg glemt på hotellet. Pyt, hvad skal jeg alligevel bruge den til på ferie?

Jeg kom tilbage til værelset, inden vi skulle ud at have et par cocktails. En enkelt besked var tikket ind på skærmen. En enkelt besked. Fra en enkelt person. A.

Sendt klokken 2 om eftermiddagen. Han spørger hvordan jeg har det og om jeg har planer i weekenden. For måske om jeg ville mødes til frokost?

Hvad?

Hvad fanden skal det egentlig betyde? Fucking frokost?!?

Ignorerer jeg beskeden er jeg en nar og vil ikke kunne glemme det. Siger jeg nej, vil jeg jeg spille "coulda, woulda, shoulda" i mit hovede de næste to måneder. Så jeg må acceptere. Når jeg vender tilbage til London sker det.

Jeg siger nu, jeg vil prøve at passe på. Ingen forventninger have. Og være klar over, hvad jeg gør. Det er endnu en chance. En chance, jeg ikke er sikker på, han fortjener.

For det er jeg jo supergod til....

Status pt: i venteposition.

/Gemt

Skærtorsdagstanker

Jeg er på ferie med en lille flok venner. Hyggen kører og øllene er billige. Det er fantastisk. Alligevel er der en lille bitte nagende tanke i baggrunden.

A skrev til mig sidste weekend. Jeg ved, han sikkert var fuld. Jeg ved, det ikke betyder noget, når der er så lang og ærgerlig en historie bag os.

Men alligevel.

Alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken. Han ved, de fælles venner har skabt en situation, der gør det nær mission impossible at holde foretagendet casual. Han ved, hvad det koster for både ham og jeg, hvis de bliver indblandet igen.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til. Jeg har ikke svaret. Og gør det nok heller ikke. Jeg tør ikke. Jeg kan ikke holde ud at bruge flere tvangstanker på ham. Jeg kan ikke holde ud at vente længere.

Hvorfor tager det så kort tid at falde for en men så lang tid at glemme dem?

/Gemt

Treading Water For Your Love

Video: Your Drums, Your Love af AlunaGeorge

Gav jeg slip på Den Eneste Ene?

Der er en tanke, der til tider sniger sig ind under huden på mig. Den starter ligeså stille ude i fingerspidserne og sniger sig forsigtigt op langs armen. På vejen mod mit bryst river den hvert eneste hår og kradser i hver eneste nerve. Når den endelig lander i mit hjertekammer, har jeg kun en enkelt tanke. 

Hvad nu hvis jeg gav slip på mit livs kærlighed? 

Det er det spørgsmål, man ikke må stille. Den tanke og følelse, man ikke må have. Alligevel er der altid et ensomt øjeblik, hvor den tager over og kvæler den mindste anden følelsesspire.

Selvom jeg har væltet rundt i tvangstanker om A, Hr. X, Svensken, Kollegaen, Plastik, Sød Fyr, Hr. Biceps og hvem der ellers har været oppe at vende de sidste par år, så var der engang en anden.

Den Store Kærlighed (DSK).

Efter 5 år gjorde jeg det forbi. Vi ville ikke det samme. Forelskelsen var længe boblet af. Vi var utroligt unge, da vi mødtes. Vi holdte hinanden tilbage. Vores sexliv havde for længst opgivet at være mere end en gang om måneden. Undskyldningerne var mange.

Blot de korteste øjeblikke efter DSK mødte jeg Hr. X. Gamle udbrændte kærlighedsrester blev erstattet af en ny, frisk og boblende forelskelse. Først flere måneder inde i forholdet, da jeg opdager DSK har fundet en ny, bryder jeg sammen. Jeg sidder med min bedste veninde på Skype og mister al selvkontrol og knækker sammen i ukontrolleret gråd. Han er virkelig væk. Han er virkelig slet ikke min længere.

I dag spørger jeg så… Gav jeg slip på mit livs kærlighed? På den uerstattelige eneste ene? Vi havde noget, jeg ikke har oplevet med nogen anden. Dog lærte jeg det først længe efter, vi var sammen.

Jeg ved, vi aldrig ville have fungeret i det lange løb. Bitterheden var begyndt at krybe ind under huden på forholdet. Frøene i de nye grønnere græsgange var allerede sået. Derfor ved jeg, at det er en myte. Han var ikke Mit Livs Kærlighed. Men hidtil er han Den Største Kærlighed.

/Gemt

Foto: Hair by MartaSyrko (find her)

Onsdagssladder

Det siges, at nyheder spredes langt hurtigere med sociale medier, smartphones og lynhurtige internetforbindelser. Jeg vil vove at påstå, at sladder derimod spredes hurtigere end min iPhone kan loade Facebook (og jeg har altså en 5’er).

Sladderen stammer fra en særdeles våd aften, hvor jeg besluttede mig for at blive venner med A igen. A bor ikke ligefrem alene i hans lejlighed. Det her er London og ingen bor selv. Slet ikke i zone 1. Han bor sammen med en kammerat, som naturligvis (!) også er venner med hans bedste kammerat som også er fællesvenindens kæreste.

På den våde fredag aften var det meningen, han var faldet i søvn. Klokken var 3 om natten for fanden. Det var han ikke. Han hørte efter sigende A snakke med ”en” (læs: mig) på et andet sprog end engelsk. Denne bid information ryger fluks videre til fællesvenindens kæreste, der siger det til fællesveninden, der siger det til anden veninde, der fortæller det til mig. Ak, jamen for helvede altså.

Jeg troede, jeg efterlod sandsynligheden for at blive sladret om i en eller anden jysk bondeby. Hvordan kan jeg i en by som London stadig ikke foretage mig en skid, uden det pludselig bare er allemandsviden? Har de ikke noget bedre at give sig til?

Et eller andet sted kan det være ligegyldigt… Hvis det ikke var fordi, de æder sladder råt. A’s kammerat vil ikke kunne dy sig og spørger evindeligt om det. A har ingen grund til at lyve. Men jeg kan love, at kammeraten ikke kan holde sin kæft overfor kæresten. Så ved Fællesveninden det og så vil det endnu engang virke som om, vi prøvede at dække over en kæmpe hemmelighed. Neeeeeeej, for fanden.

Status pt: Here we go a-fucking-gain

/Gemt

Foto: Gossip af Andrei // Vishstudio (find her)

Tilføj ven - Del 2

Jeg hører stemmen bag mig, inden jeg ser ham. “Hej,” siger han bare. Jeg vender rundt på hælen og svarer blidt: “Hej.”

Han ser godt ud. Han ser rigtig godt ud. Selv midt på natten ser han langt mere tjekket ud, end han nogensinde før har gjort. Stemmen er dog den samme. Fyldt med en dyb seriøs bas og et toneleje, der kilder selv det sværeste smil frem.

Samtalen glider let frem og tilbage. Jeg undgår alligevel hans blik. Så mange ord er usagte. Så mange handlinger er både gjort og ugjorte. Imod al forventning kommer det på bane. Den aften, hvor veninden drønede væk og efterlod mig med et knust hjerte på mere end et enkelt plan. Han indrømmer, han nok havde lidt med det at gøre. Jeg nægter ikke sandheden i udtalelsen, men siger med let stemme, at det ikke er noget, vi skal snakke om nu. Han giver mig ret, men vi vender alligevel tilbage til det et par gange. Til sidst ryger vi dog tilbage til vante emner, hvordan er jobbet, bofællerne, livet? Det er nemt, rart og velkendt.

Lige så let som sikkerheden ligger sig om mig, lige så let indtager trætheden alle mine lemmer. Jeg begynder at ryste let over hele kroppen. Han tilbyder sin trøje, men jeg takker nej. Han kommer hen og krænger den om mig alligevel. Det varmer. Det er rart.

Han tilbyder sin seng og han gør klar til at sove på sofaen. Jeg får dog sagt, det er noget pjat. Vi sover i hans seng. Kysser længe. Først forsigtigt, senere kraftigt, passioneret, dybt. Jeg kender hans kys. Han kender mine. Intensiteten stilner. Vi kan bare ikke have sex. Og vi gør det ikke. Jeg vender mig væk fra ham og falder efter al for lang tid endelig i søvn.

Sølle 4 timers søvn senere vågner jeg til en dybt sovende A. Jeg kravler forsigtigt over ham og tager mine bukser på. Jeg puffer let til hans arm, dog hårdt nok til han lige knapt vågner. Fortæller ham, at jeg går nu. Han mumler søvndrukkent noget om at snakkes ved senere. ”Ja ja,” siger jeg bare og forlader hans seng, hans lejlighed og Østlondon.

/Gemt

Foto: What If af Camaryn (find her)

Tilføj ven - Del 1

Jeg kigger ud over Østlondons halvtomme gader. Klokken er et pænt stykke over 2 om natten. Linjerne er slørede og hjem synes uendelig langt væk. Busstoppestedet er 2 minutter fra hans lejlighed. Men det er ligegyldigt nu. Han har fucking slettet mig fra facebook. Og jeg er jo ligeglad med ham. Ikke? Men jeg var sammen med fællesveninden i aften. Og vi hyggede os. Så hvorfor stadig denne akavethed? Slut skal det være. Mine fingerspidser finder vejen. Hen til knappen. Jeg tøver. Trykker. Tilføj ven.

Jeg har gjort det. Jeg kan ikke tage det tilbage. Jeg har tilføjet A som ven.

Jeg er godt tilfreds. Som kun en stangstiv Gemt lille skid kan være det. Jeg fyldes af en selvfedme, der vil være længe glemt inden morgenstunden. Erstattet af selvlede over min egen ufattelige svaghed. Men nej, ventetiden bliver kortere. Efter blot to minutter accepterer han fandme! Klokken halv tre om natten, 2 minutter fra hans lejlighed fortæller Face, at at ”A accepterede din venneanmodning”. WHAT?

Begynder fluks at skrive en besked. Men mit fulde legeme poster den på hans væg i stedet for privat. Fuck, shit, lort, eeeeeeeejjjj nej nej nej. Fuck fuck fuck. Jeg fortryder med det samme. Begynder panisk at trykke alle vejne på den irriterende og fuldstændig usamarbejdsvillige touch skærm. Hvorfooooorrrr. Fuuuuuuuuuuuuuuuck altså. ”Slet post” popper det så endelig op. JAAAA!!! Ja for fanden. Pyyhhh ha. Den lå der kun i 2 minutter. Ahhh. Bing. Siger mobilen så. Nej, hvad nu altså? Jeg har slettet den jo. Han havde nået at læse den…

Hov.

Frem og tilbage. Frem og tilbage. Inden jeg ved af det, sidder jeg med en drink i hånden og ser ind i et al for velkendt ansigt. Hejsa A, how’s life?

/Gemt

Foto: Goodbye Kiss af Nicolas Mephane (find her)

Frisøren

Jeg trækker i mine sorte Converse, tænder for musikken og trisser mod West Hampstead. Farten er høj og humøret endnu højere. Jeg ankommer prompte foran frisøren, lukker mig selv ind i de giftige dampe og sætter mig til rette i stolen. 

”Hvad vil du have?” falder det ud af munden på den opspændte klipper. Fik man dog bare altid så frie tøjler i livet. Joohhh, jeg vil gerne have en fed lønforhøjelse, et job jeg inderligt elsker, en loverboy der er fantastisk i sengen, fremsigt til at møde den eneste ene og desuden en super turboforbindelse mellem Danmark og England, og nu du er i gang så stop lige al krig og sult i verden. Okay?

Jeg fik en etageklipning.

/Gemt

Tegning: Hair af KatePowellArt (find her)

Sløv

Jeg ved, jeg er lidt sløv til at opdatere på bloggen lige pt. Jeg er stadig i live. Jeg er her. Promise. Er bare lige druknet i lidt (meget) arbejde...!

Vi snakkes meget snart igen

/Gemt

Det sneer i London...

.... og det mindede mig om det her fine billede, jeg fandt via Pinterest

Indbrændte rester

Jeg tænker over året, der gik. Over hvilke tanker og følelser, der fyldte mest. Det står helt klart. Ham. Ham og hans giftige tilstedeværelse gennemvædede alt. Der gik ikke en uge uden, han var der. Næsten aldrig fysisk, men altid i tankerne. Hvordan kan en person få lov til at fylde så meget? Hvordan kan man føle så meget for en, der giver så lidt igen?

Et nyt år er startet og følelserne er kogt af. Tilbage sidder kun de indbrændte rester, som tiden sliber langsomt af.

Langt om længe er jeg fri for at tvangstænke om ham. Jeg er fri for usunde og tærende længsler.

Alligevel føler jeg mig ikke helt glad. Jeg ved, der er nok grunde til at være det. Det præeksisterende lort er det samme. Det har Han ikke ændret på. Alligevel føler jeg mig tom.

Længslen og tvangstankerne er erstattet af intetheden. Ligegyldigheden. Påmindelsen om, at jeg med knapt et par år til de 30, endnu ikke helt ved, hvad jeg vil. At jeg ikke føler mig hjemme nogle steder, og så alligevel alle steder. Påmindelsen om at jeg allerhelst pakkede rygsækken og forsvandt ud i verden.

Et nyt år er begyndt, men tankerne, overvejelserne, er de samme.

Status pt: ...

/Gemt

Julefrokosten

Her kommer der lige et aaaaaalt for forsinket indlæg, men med skulle det.

Drøner ind på toilettet. Kontortoiletter skaber ikke just de bedste omgivelser for julefrokostsmukkesering, men her er ikke noget valg. Den indre gudinde skal ud på det røde tæppe og dybt ind i armene på Nordmanden.

Ruller strømpebukserne op langs benene, smyger et par højtaljede shorts op omkring røven og hælder en silketrøje om overkroppen. Påfører perfekte smokey eyes og et ekstra lag mascara. De mørke lokker bliver smidt højt på hovedet og hestehalen lander midt mellem skulderbladene. Jeg er klar og han kan bare komme an.

Han er der ikke.

Fuck. Det. Så står den bare på ren hygge, lækker mad og masser af vin. Aftenen forløber fint. Om end lidt småkedelig. Mange er allerede taget på ferie eller er væk i weekenden. Hmmm. Hvem skal med videre i byen? Ah, nogen kan ALTID findes. Og jeg finder dem.

Vi drøner afsted og ender Der. Der, hvor jeg sidst havde et komplet A sammenbrud. Der, jeg før har mødtes med ham. Der, vi var, den aften han kyssede mig første gang. Jeg ved, han bor lige rundt om hjørnet. Jeg prøver at ignorere. Prøver at være kold og ligeglad. Men det er næsten umuligt.

Så møder jeg Elektrikeren.

Flirten kører og scoringen bliver trukket i land. Nogen god kysser kan man dog ikke helt klandre ham for at være og hans ven er er nar, der prøver at få mig med i seng, mens Elektrikeren er på toilet…! Ligeyldigt med det… Ja så fik jeg sat et eller andet form for punktum i A sagaen.

Status pt: er sgu egentlig meget neutral.

/Gemt

Foto: Christmas af Maija aka Kiiw (find her)