RETRO: Scorehjælp Til Julefrokosten

Haha! Se lige hvad jeg fandt....! Her er indlægget om Nordmanden fra TV2 Blog fra sidste år :)

Scorehjælp Til Julefrokosten

Tiden er kommet. På fredag holder firmaet julefrokost. De to London kontorer mødes endelig igen. Længe har jeg ventet. Tålmodigt har set jeg dagene passere siden sidste fest. Nu er dagen endelig i sigte. Dagen, hvor jeg står ansigt til ansigt med manden fra Norden. Ahhh, Nordmanden.

Ja, okay, jeg kunne ikke finde på andre navne. Nordmanden bliver det. For et par måneder siden - slutningen af september helt præcist - mødte jeg Nordmanden. Det var sidste arbejdsfest og skøn var han. Sjov, fræk og med en barnlig charme, der ikke var til at stå for. Lidt flirten tog sted, men da han gik i gang med en liiiiidt for fræk dans lige foran chefen trak jeg i land. Men nu er det julefrokost og jeg vil have revanche.

Men men men hvordan bærer jeg mig nu lige ad med det? Krop kan ikke nå at blive tip top tunet på 4 dage, så det er udelukket. Kjoler, der hænger i skabet ser lidt sørgelige ud. Hvad fanden tager jeg på for at se allerfrækkest ud meeeen samtidig anstændig nok til at snakke med chefen....? Krop har bryster (!), hofter og forholdsvis normal størrelse (ingen tynd fitness skinke at se her) og ca. 165cm.

Hår... Hvad med det? Op, ned, ud til siden?! Det er langt, tykt, brunt og bølget. Make-up har jeg styr på. Bare Escentuals, I love you. Sko har jeg styr på, har et par sorte patent (lak) stilletter to die for.

Scorereplik? No clue! Hvad fanden siger jeg til ham, altså hvordan skaber jeg kontakt. Shit altså, det er en slags score-eksamen. Når det kommer til stykket er han sikkert syg og kommer ikke - skøøøøønt!

Status pt: Afventer.

/Gemt

Foto: Happy Christmas af Alien Productions (find her)

Tid til Nye Eventyr

Jeg så lige tilbage på mit allerførste indlæg om A (læs: her) og læste kommentarerne. De var positive og dejlige. Det var Nyt og Spændende. Det var et Eventyr i sin spæde begyndelse. At det ville ende i en stor kokage, var der ingen, der vidste. Men som kokagen er størkner og lugten fordufter, så er det til til Noget Nyt. Jeg er åben og klar til nye narrestreger.

I den forbindelse kan jeg afsløre, det er firmajulefrokost på fredag. Tjuhej. Tid til at finde Ham Der Nordmanden fra det andet kontor. Han blev i sin tid nævnt på TV2 bloggen. Jeg havde dog intet held sidste år. Ding ding round 2, everybody!

/Gemt

Foto: A Merry Christmas af Samantha Nandez (find her)

Onde Ting

A har slettet mig på facebook. Det skete efter DEN aften. Den aften, hvor jeg blev uvenner med fællesveninden. Detaljerne er udviskede og ligegyldige. Alle bunder i dumme misforståelser, som ingen har haft nosser til at udfordre. I månedsvis har jeg gået rundt i en tro om, at alt var okay. Indtil jeg får et par rygter at vide. Efter sigende har jeg sagt en masse Onde Ting. Hvad disse Onde Ting er, ved jeg ikke. Og hvorfor Nogen (læs: Venindens kæreste og A) har opfattet mig som værende en Onde Ting siger, ved jeg ikke. Hvad, jeg ved, er, at det ender i en styg samtale mellem Veninden og jeg. Det bliver opfattet forkert på alle leder og kanter. Hun stormer ud af pubben. Det er naturligvis en fuld samtale. Det er disse ting altid.

Indtil denne morgen, har jeg ikke helt forstået, hvorfor det ledte til en sletning på facebook. Det viser sig, Veninden tog hjem til A efter vores Stygge Samtale. Skønt. Så han har hørt EN side af sagen. Veninden og jeg kommer sikkert videre i vores liv. Vi skal nok finde et fælles værested igen. Men A… Hendes bedste ven. Tjah, det er ret fucked nu. Nu er det et stort sort hul. Elefanten i rummet. Hun kan ikke invitere mig nogen steder hen, hvor han er. Jeg er Kællingen. Hende der siger Onde Ting. Hende Vi Ikke Kan Lide.

Som et voksent, tænkende og rationelt menneske, ryster jeg på hovedet af disse ting. Jeg har intet tilovers for dem. Men den lille følende pige indeni i lader en tåre trille ned over en lyserød kind. Kigger op på de store farlige folk og hvisker sagte til sig selv: ”Hvorfor er der ingen, der ser mig? Hvorfor kan I ikke se, jeg græder.”

Status pt: er godt træt af at være skvattet.

/Gemt

Foto: She af Anita Anti (find her)

Veninden

Jeg var så skuffet. Tosset. Og bestemt. Jeg kendte alle hendes tanker og intet kunne overraske mig. Jeg vidste bedre og var fast besluttet. Jeg kunne leve uden hende og længtes ikke efter hendes falske venskab. Indtil jeg så hendes ansigt.

Hun kiggede på mig. Og jeg smeltede. Jeg så tusind ord i hendes øjne. Med et ville jeg bare kramme hende og fortælle hende, jeg elskede hende. Jeg ville tage hende i mine arme og minde hende om, at hun kendte mig. Fortælle hende, at jeg stadig er mig. At jeg elsker hende. Og altid har elsket hende. Som den irriterende lillesøster, jeg aldrig har haft.

I et splitsekund føltes det som om, hun forstod det. Hun kendte pludselig til alle de følelser, jeg har haft. Hun forstod min smerte. Og min fortvivlelse. Hun var der. Dybt inde i mit hjertekammer. Hun lurede bag klappen og accepterede hver eneste forkvaklede følelse.

Til trods for alt, der er sket, så elsker jeg hende stadig.

Status pt: Lidt følsom

/Gemt

Foto: First Snow af Johann Frick (find her)

Såret

Nogle gange skal man nå bunden af dalen, inden man kan kravle ud af sit hul, få fodfæste og træde ud i verden på ny.

Hele året har jeg sunget den samme sang. Til tider var der nye vers, nogle smukke, de fleste håbløse. Oftest spillede omkvædet på repeat. Igen og igen prøvede, håbede, troede jeg på, at jeg ville nå mit mål. Nogle gange var det at komme videre, oftest var det en inderlig tro på, at han ville mig.

Nu er det slut. Processen har kostet mig en veninde, hans venskab og min stolthed. Hvad der er min, hans og hendes skyld er jeg ganske træt af at analysere. Jeg er nu her og kan ikke gøre andet end lægge det bag mig og komme videre.

/Gemt



Next time I'll be braver
I'll be my own savior
When the thunder calls for me
Next time I'll be braver
I'll be my own savior
Standing on my own two feet

En Afslutning

Hej A,

Du må virkelig undskylde lørdag nat, det var ikke særlig elegant fra min side af. Jeg blev ret fuld lige pludselig og var frustreret, irriteret og et eller andet sted ret skuffet.

Jeg ved, vi kommer til at løbe på hinanden fra tid til anden, så jeg håber, vi kan hilse pænt på.

Hav det godt.

Gemt

Foto: Heartbeats af Patricia D (fundet her)

Nu Er Det Nok 2.0

Jeg ved, jeg har sagt det før. Jeg ved, ordene i mit livs sangs omkvæd kendes af enhver. Men hvad der før var et ulydigt kvæk, står nu lysende klart. Jeg har fået nok. Jeg har ikke mere at give af. Jeg har hældt mig selv i ham og som jeg svinder bort, preller mine rester af ham og triller ud i rendestenen. Jeg er træt helt ind i knoglerne. Og dog… Som jeg føler det stikke i mit hjerte ved tanken om at give slip, kan jeg samtidig mærke mine nerver dirre i forhåbning.

A er den første jeg oprigtigt er faldet for siden Hr. X. Nok har der være Plastik, Svensken, Ham Den Gifte og Kollegaen. Men de kom ikke helt ind. A byggede rede i mit hjerterum. Perforerede væggen mellem mine kamre og nedbrød enhver modstand. Just som jeg hævede mine parader smeltede de ved den bare tanke. Enhver modstand har været ganske uduelig.

Vendepunktet er nu nået. Min egen selvrespekt er nær nulpunktet. Jeg gruer over de pinligheder, jeg har beriget min datinghistorie med. Lavpunktet nåede jeg i lørdags, da mit tequilamættede legeme førte fingerspidserne til mobilen og ringede. Klokken 4 om natten. Han tog den ikke. Naturlig(heldig?)vis ikke.

Jeg skrev i går til Kollegaen (som nu er blevet den skønneste kammerat):

”I just wish wasn’t a complete nut job when it comes to a certain boy. It seriously has to end. Starting right now.”

Han svarede:

”No, just be a nut job about something or someone else.”

Hvor er han skøn. I det mindste har jeg dejlige venner, der holder af mig både til trods for og på grund af mine til tider skæve indgangsvinkler til livet.

På fredag går jeg fra til ferie. Sætter kursen direkte mod amerikanske græsgange. Det skal blive godt at komme væk. Godt at komme videre.

Status pt: Er flov, afventende og fandens ked af det.

/Gemt

Foto: Through The Distance af LostOneSelf (fundet her)

Tequila

Er ondt.

/Gemt

FREEEEDAG!!!

En helt elendig sang for at afslutte en helt elendig uge. En ting er vi dog enige om. It's fucking Friday!



Men så slut af med lidt Gangnam og bliv muntret op. Det skal nok blive en god weekend.

New York State of Mind

That's all I'm saying...



/Gemt

Grøn Prik

Om at sidde at vente. På en lille grøn prik. Vente. Vente. Vente. Log på. Ingen prik. Log ud. Være ligeglad. Tænke på noget andet. Log på igen. Nej, log af igen. Hvorfor sidde at vente på prikken? Hvilken forskel gør det om, den er der eller ej? Det kan være ligegyldigt. Livet bliver hverken bedre, sødere eller dejligere af at se tilstedeværelsen af den. Log på. GRØN PRIK. Det er den. Den underskønne græsfarvede herlighed i mit liv.

Hvorfor sker der ikke noget? Hvorfor popper der ingen lille tekstboks op med ord i? Hov. Prikken forsvandt. Bloker. Bloker. Bloker. Gem den satan fra listen. Fri dig selv fra dit fængslende tvangsunivers. Sådan. Gjort. Log på. Ingen frustrationer på listen.

Men hvad nu hvis den lille grønne prik er der? Fjern blokering. Hmm. Ingen grøn prik.

/Gemt

One Trick Pony

Altså… Hvordan skal jeg snart fortælle den samme historie for syvtusinde gang…? Er jeg vitterligt så uopfindsom at jeg endnu ikke har lært at caste nye hovedpersoner i de søllerier, jeg går og kalder mit liv? Nej, åben-fucking-bart ikke. Så lad os gå tilbage til engang midt i august…

Fællesveninden (ja, med A, altså) havde fødseldsag. Dagen inden skriver Hr. Uduelighed (A, ligesom, ik?!) til mig. Vældig sød besked. Spørger hvordan jeg har det og undskylder for ikke at have været mere i kontakt. Siger det har været en dårlig tid (øh, jeg kan høre en masse blah blah). Jeg leger med og svarer EN gang. Overlegent og positivt. Overskudsagtigt. Det er onsdag aften og jeg er på pub. Livet var ret godt. Den ender i en note om, at vi nok ses i morgen (til fødselsdagen).

Fødselsdagen oprinder. Jeg vidste dagen ville komme. Jeg smutter på pubben med Svenskinden. Inden længe er Fællesveninden der med hendes kæreste (A’s kammerat). Hyggen går i gang. Jeg er i mit es. Omringet af venner, hygge og øl. Så ankommer han. Der står for mange mennesker mellem os til vi ordentligt kan sige hej. Men han finder mig med øjnene og smiler. Jeg kigger hurtigt. Igen overskudsagtigt. Lille smil. Så tilbage til samtalen (note: øøøøhhh jeg hørte vist ikke heeeelt efter, hvad der blev sagt).

Det er tid til at gå videre til restauranten. A bliver introduceret til dem, der ikke kender ham. Da vi når til mig, kender vi jo ligesom hinanden, så han går over til mig og giver et kram. Det var akavet.

Restauranten… Okay, så vi er mange. Eller… Sådan en 18 stykker. Jeg sætter mig på indersiden længere nede ad bordet end ham. Flere ankommer og beder mig om at rykke op. Igen. Og igen. Så jeg ender skråt overfor ham. Skøøøøøøønt, når man skal til at være monsterklam med amerikansk barbecue mad.

Men det går… Vi snakker. I mængden. Plan Vi-Skal-Bare-Være-Helt-Normale-Og-Venner-Og-Sådan går helt fantastisk.

Men…

Efter maden går 6 af os over på Two Floors i Kingly Court til et par sluttere. Vi er ganske ædru, men det er jo alligevel Fællesvenindens (burde virkelig give hende et andet navn….!) fødselsdag.

Jeg ved ikke, hvordan det sker… A og jeg ender med at stå ret langt væk fra de andre. Vi snakker. Det er hyggeligt. Pludselig siger de andre, de skal gå. De ved godt, der er noget imellem os. Katten er virkeligt og endeligt ude af sækken.

Efter de er gået får jeg Talen. Jeg-Har-Været-En-Idiot talen. Han var vældig oprigtig, ærlig og ægte. Han fortalte om, hvordan han havde handlet helt elendigt og jeg virkelig ikke fortjente det. Han sagde, at der ikke længere var noget i vejen for os og så fucking videre. Han sagde, han virkelig gerne ville mig. Han spørger mig ud. Han sagde rigtig meget. Jeg sagde ikke så vanvittigt meget.

Vi bliver enige om, at snakke videre og blive ude at få en drink til. Det gør vi så. Det er pissehyggeligt. Vi er tilbage til den ukomplicerede skønne luft mellem os. Den kemi, der fik mig til at falde for ham. Men men men det er torsdag og jeg skal hjem.

Han insisterer på at følge mig til bussen. Jeg misser den. Liiiige. Der er lang tid til den næste. Han venter med mig. Tager rundt om mig. Trækker mig ind til ham. Holder mig i hans arme. Jeg kigger op på ham, griner af noget han sagde. Han lægger en hånd rundt om mit ansigt. Kysser mig. Et ærligt, ædru, ukompliceret, ægte kys. Bussen kommer og jeg løber på den.

Det føles som begyndelsen på noget. Det føles anderledes. Det føles rart.

En måned senere er der sket så lidt og så meget. En ting er dog sikkert. Det føles som det altid har gjort. Frustrerende. Irriterende. Respektløst.

Status pt: kan stadig ikke give slip.

/Gemt

Somebody To Love af Eva Senín Pernas (fundet her)

Hov, hvor blev jeg af?

Jeg har været lidt væk fra bloggen. Der skete pludselig så meget og hvor skulle man så starte...? Men nu er det hele gået i ring og jeg er nærmest endt tilbage, hvor jeg startede. Det ryger snart på bloggen, men lige nu vil jeg gå i seng. Mmmmhhhh sovetid.

/Gemt

RETRO: Da Svensken brød isen

Jeg har for nyligt nævnt Svensken. En kollega jeg var lidt småvild med i slutningen af mit forhold med Hr. X og i kølvandet efter bruddet. For en god ordens skyld smider jeg lige min gamle TV2 forklaring af opstandelsen af det herind (se "Da Svensken brød isen" nedenunder). Meget har ændret sig, siden jeg skrev de indlæg (og de mange andre der var i den periode). I dag er Svensken og jeg gode kammerater. Eksen og ham gik fra hinanden igen og er nu, for at det ikke skal være løgn, sammen igen. Denne gang virker det lykkeligt...!

Da Svensken brød isen - Del 1

Inden Hr. X og jeg slog op. Der var jeg til en askeds(pub)fest for en kollega. Det var tidligt på sommeren. Jeg havde aldrig tænkt på Svensken før denne dag. Vi var bare venner. Dog vidste jeg, at han var vild med en anden fælles kollega.

På pubben ender vi i en snak. Jeg konfronterer ham. Han indrømmer. Siger dog han i den seneste tid har opdaget hun er lidt af en strigle (true). Vi griner. åbner op overfor hinanden. Ender med at snakke selv hele aftenen. Selvom alle kolleger er der.

Han fortæller mig ting, han ved, han ikke burde. Jeg fortæller ham ting, jeg ved, jeg ikke burde. Vi lover ikke at sige noget (hvilket ingen af os har til denne dag). Veninde-kollega lugter lunten. Hvad laver I, spørger hun. Snakker bare. Lyder svaret.

Hun ser skeptisk ud. Jeg forstår hende ikke. Vi snakker jo bare.

Gå-hjem-tiden kommer. Vi misser sidste undergrundstog og må på en bus. Vi hopper på samme bus. En anden end alle de andre. Han skal mødes med nogen til en efter-fest. Skal jeg tage med? Hans hånd stryger mit lår. Vi sidder tæt. Et kort men dybt blik lander i øjnene.

Jeg tror, det er bedst, du tager hjem. Siger han. Hvorfor? Siger jeg, stadig halvt uskyldigt. Jeg vil ikke indrømme noget overfor mig selv. Vi snakker jo bare?

Selvom jeg ikke altid virker sådan, så er jeg en god fyr. Siger han. Og du har en kæreste. Hvis du tager med mig videre nu, så ved du vist godt, hvad der kommer til at ske. Siger han. Nej da... Eller...? Okay, indrømmer jeg. Måske er det bedst, jeg tager hjem.

Da jeg kom hjem var Hr. X ikke hjemme. Han var på en arbejdshalløjsa langt væk. Min ene housemate var hjemme. Hun holdt lidt fest. Jeg festede videre med hende. Bip. SMS fra Svensken. Jeg svarer. Han svarer. Jeg svarer. Til klokken halv fem om morgenen.

Jeg er vissen. Jeg ved, hvad jeg gør er forkert. Selvom jeg intet fysisk har gjort. Så træder jeg på den hårfine grænse.

Næste dag er jeg kvæstet. Fysisk. Følelsesmæssigt. Jeg har ikke svaret på Svenskens sidste besked. Jeg svarer. Hører ikke noget igen.

Jeg ved, der er åbnet for noget. Jeg ved, det er forkert. Ikke kun fordi, jeg er i et forhold. Men han er forkert. Alt er forkert. Forkert.

Da Svensken brød isen - Del 2

Tiden går. Intet nævnes om Den Aften. Den går næsten i glemmebogen. Næsten. Jeg prøver alt i min magt for at genoplive mit forhold. Kærestehyggeweekend. Tur til Lake District i England bliver bestilt. God mad bliver spist. Hygge med film. Hygge og mere hygge. Jeg snyder næsten mig selv.

Evindeligt måtte det dog ske. Efter den forlængede weekend tager jeg halvanden uge til Danmark. Med afstand imellem os er det klart. Jeg ved, hvad jeg må gøre.

Efter bruddet måtte jeg feste. Ud af lejligheden. Kunne ikke holde ud at være der. Vi tager på pub. Lang tid, flere pints senere er vi sultne. Svensken er der ikke. Vi spiser tapas. Vil ikke hjem. Aftaler at tage videre. Ind til Soho. Vi skal mødes med Svensken og en af hans svenske kammerater, der er på besøg i London Town.

Vi mødes. På bar med cheesy musik, dæmpet belysning og dyre drinks. Vodka indtages. Jeg sidder ved siden af svensken. De andre snakker. Så vi snakker. Igen. Meget. Han fortæller mig, at han for flere år siden blev diagnosticeret kronisk deprimeret. Jeg lytter. Siger jeg nok skal være der. Hvis han har brug for det.

Han fortæller om, hvor svært det er. Også med kvinder. Vi sidder tæt. Rører. Mere end nødvendigt.

Baren lukker. Klokken er 1 om morgenen. Vi vil ikke hjem. Prøver at tage videre. Men vi har jeans på og der er dress code på natklubberne. Ender med en målløs vandring rundt i centrale London. Jeg siger, jeg hellere må tage hjem . På det tidspunkt boede jeg på min kollegas stuegulv (til dem der har fulgt mig - ja det med kattene).

Jeg er endnu en gang forvirret. Ved ikke hvordan det skal tolkes. Ved ikke, hvad han vil. Hvorfor han giver og tager med samme hånd.

Nu, er vi akavede. Snakker ikke så meget som før. Han virker kold og afvisende. Kan ikke engang se mig i øjnene. Igår var vi til afskedsfest for en kollega. Hver gang han fangede mine øjne kiggede han hurtigt væk. Når han snakkede med mig var det afkortet. Altid som en afslutning.

Alle ved han ikke elsker hans kæreste (eksen som blev til kæresten igen). Det er ensomhed. Han har været i ekstremt dårligt humør lige siden, de fandt sammen igen.

Jeg forstår det ikke og forstår det på samme tid. Måske kan jeg nu med ordene sort på hvidt. Komme videre.

En ting hjalp det mig til. At indse mit forhold var slut. Selvom det tog længe inden, jeg turde indrømme det og komme videre.

/Gemt

Foto: Swedish Winter af Evelina Hultqvist (fundet her)

SÆSONPREMIERE: Sommer i Sunny London

I fredags blev jeg fuld. Jeg synes efterhånden en hel del af mine historier starter sådan..! Men hey, det gør de også i Sommer i Sunny Beach, ik? Så øøhh, velkommen til den første sæson af ”Sommer i Sunny London”. Her er ganske vist ingen ”Flotte Fyr”, men til gengæld er der denne blogs egen Super Star: ”A”. Her er ingen Utopia bartenderskole, der konstant tilfører nyt kød. Til gengæld er her en arbejdsplads, der byder på ”Kollegaen”, ”Svensken”, ”Svenskinden”, og et tidligere ikke-nævnt kvindemenneske, der pt. har udviklet sig til at være en konstant irritation: ”Ex-Veninden”. Desuden er her frustrationer, tvangstanker og gossip nok til at holde konceptet kørende. Blot tilføj alkohol og lad programmet klippe sig selv...

I FREDAGS: I aftenens afsnit af Sommer i Sunny London, skal vi nord på, helt præcist ”Angel” området i Islington. Stedet er kendt for sine mange barer og unge professionelle miljø. Her er Gemt lige ankommet med Kollegaen, Svensken, Svenskinden og et par andre kolleger og tilhængere. Aftenen starter godt med pints af øl og cider. Det går dog hurtigt videre til vin og ender naturligvis i drinks. Bølgerne går højt og stemningen er helt i top. Så festen rykker videre.

Forsamlingen vælter ind på en kendt klub i området og går direkte til baren. Nu står den på shots og cocktails. Alle smiler og er glade. Gemt beslutter sig for at ham der Kollegaen, er det vist på tide at få gang i. Hun er blevet så fuld, at der absolut ingen kontrol er over fornuften. Kollegaen er mindst ligeså fuld, men da han i slænget er Den Søde Fyr, gør han naturligvis det rigtige. ”Gemt, hvis vi havde sex ville det være fantastisk, men det dur bare ikke,” siger han (sådan cirka, der er måske lidt kreativ redigering her).

Gemt er som bekendt ikke særlig glad for afvisning, selv når hun ved, det er berettiget. Hun tager derfor mobilen og ringer til A. Eller rettere i barnligste maner ringer hun op, lader den ringe en enkelt gang og klasker på. Han når ikke at tage den. Dette skønne stunt, tager sted klokken 2 om morgenen.

Klokken har nu sneget sig hen til 3.40 og de resterende folk i gruppen, tager hjem til Svenskinden for få et par sluttere. Her modtager Gemt en besked fra A: ”Undskyld, jeg ikke har ringet til dig i løbet af ugen, men hvis du har tid, kan vi måske mødes i næste uge x” (på engelsk er et ”x” et kys). Den svarer Gemt ikke på. Når viseren tikker hen på 5 om morgenen, ryger der dog alligevel et par ord afsted: ”Whatevs, ring til mig, når du er ædru x”.

NU: Øh, ja… Jeg har ikke hørt tilbage på den sms. Men hvad fanden skulle han også skrive? Jeg er godt kørende med Svensken igen. Jeg undskyldte for min fuldeopførsel, og han sagde det var helt ligegyldigt. Han flirtede så også helt åndssvagt meget med mig lørdag aften, men hey ho, jeg gør ikke noget nu.

Status pt: Har lyst til og samtidig ikke lyst til at skrive.

/Gemt

PS. Den opmærksomme læser vil have set, jeg ikke nævnte Ex-Veninden. Kort sagt er hun sur og jaloux over who the fuck knows, men et eller andet med Kollegaen.

Foto: Ukendt Fotograf (fundet her)

Kollegaen

Just som jeg forlod svenske A’s sengekant sidste lørdag morgen, endte jeg næsten på svenske Kollegaens lige bagefter. Det skete dog. Ikke.

Jeg kom hjem dagen efter OL åbningsceremoni høj på livet. Jeg vidste godt, følelsen ikke ville vare. A’s evindelige manglende evne til at skrive/ringe/noget-som-fucking-helst ville banke på og irritere. Inden da, dullede jeg op til en aften med fødselsdagscocktails i Covent Garden. Jeg hoppede i en lille sort nederdel og en løs sandfarvet silketop. Skubbede de nylakerede tånegle ned igennem et par sommerhøje sandaler. Håret hang løst om skuldrene, på den helt rigtige måde.

Et par små hop hen til undergrunden og inden længe trissede jeg fra solens sidste stråler ned i kælderbarens velkendte mørke. Festen var godt igang og fortsatte. Blev bedre og bedre. Stemningen var helt i top og vi havde langt fra lyst til at hjem, da sidste runde blev kaldt lidt før midnat. Så vi tog videre. Hele aftenen blev min veninde ved med at sige: ”Kollegaen kan lide dig”. Ej, hold nu op, smilede jeg bare tilbage. Men jeg ved godt, der er noget. Jeg har selv lagt mærke til det. Vi har en kemi uden lige og går altid lige til og med stregen, når vi er i byen. Selv A lagde mærke til det. Nok er der intet officielt, men der er et eller andet.

På et tidspunkt spørger jeg om han vil med ud og have noget luft. Han siger ja. Udenfor snakker vi lidt og så bliver der stille. Han spørger, hvad jeg tænker på. Jeg prøver på at nægte, der er noget. Men han ”kender det ansigt”. Jeg indrømmer, at der er noget. ”Jeg er bare lidt forvirret,” siger jeg, ”jeg tror, jeg kan lide dig. Jeg følger hurtigt op med, at det selvfølgelig er totalt upassende, vi er venner, kollegaer og han kender ALT til A. Kollegaen siger: ”Jeg har det på helt samme måde.” Hmm okay, så nu har vi sat ord på. MEN. Og det er et vigtigt ”men”. Han følger op med, at det nok er fordi, vi begge har været single i over et år og ikke er helt imod tanken om en kæreste længere. Ja, du har ret, nikker jeg. Så slutter den og jeg spørger om vi ikke skal tage hjem. Vi smutter arm i arm. Hopper på samme natbus, hvor vi putter til, vi når til hans stop.

Han er helt klart den gode fyr i forhold til A. De har samme alder, samme navn, samme nationalitet. Den ene er sød, behandler mig fantastisk og er ret smålækker. Den anden er en kujon, tager mig for givet og er ikke specielt lækker (i andres øjne). Jaaaa øøøhhhh.... Gæt selv hvem der er hvem! Desværre giver den ene mig kulder i kroppen, mens den anden... Ja han er jo sød og dejlig. Men sommerfugle i maven kan jeg ikke klandre ham for.

Status pt: Ærgrer mig over det allerede er mandag. Igen.

/Gemt

Foto: Dilemma af Pekthong (fundet her)

§12w & Hovsa

Det er de to sammensætninger af tegn og bogstaver, jeg sendte til A igår aftes. Spade. De første tegn var ikke med vilje. Men når de nu var sendt, måtte jeg hellere sige noget. Ik? Såøøhh... Der kom ”Hovsa” ind i billedet. Intet kom retur fra ham. Og han modtog dem. Det var i chatten, han var online og da Face nu er blevet så pissehamrende sød at infomere om, hvornår beskeder er blevet set.... Ja så ved jeg, han har set dem. Altså nu er der selvfølgelig ikke ekstremt meget samtalefundament i ”§12w” og ”Hovsa”, men han kunne vel godt have skrevet ”haha” eller noget? Ik? IK?!

Ej okay, det er også bare pisseligemeget. Hvorfor går jeg op i det lort?! FUCK det altså. Han er lige kommet ud af hans pisselatterlige lorteforhold. Nu vil han af og til kneppe mig, fortælle mig om alle hans problemer og så ellers sige byebye till next time. Han ved jo, jeg nok skal komme trissende før eller siden.

Jeg har stadig ikke fortalt bloggen, hvad der skete med Kollegaen. Tro det eller ej, så er han fandme også svensk. Hvad sker der for det lort? Folk fra TV2 tiden husker måååååske ”Svensken”, så med ham plus A plus Kollegaen, så er det 3 svenskere siden min eks. Jeg har kun været sammen med den ene, de andre er bare kommet lidt tæt på livet af mig... Nogle værre Svea præferencer, jeg render rundt med. Never mind. Kollega historien må falde en anden dag. Teaseren er, at han er sød, han er dejlig, og han synes det samme om mig.

Status pt: Er så træt, så træt.

/Gemt

Foto: Obsession af Christine Day Lorico (fundet her)

Olympiske Lyster

Hver gang mandagen indfinder sig, falder glæden til jorden. I weekenden er håbet, glæden, livslysten til stede. I mandagens mulm og mørke er der kun depressiv mangel på selvværd. Den tredie uge efter ferieugen er sat igang. Tirsdagen er mindre lunefuld end mandagen, dog giver den ingen hjælpende hånd. Den sidder i sofaen. Afventende. Kun jeg kan samle mit livs brikker op og stykke dem sammen til noget værd at leve i. 

Fredagens åbningsceremoni bød på grin, rus og A. Twitter følgere vil vide, jeg så på fjæsbog, at A holdte OL fest i fredags. Jeg endte der. Jeg kom sammen med en kollega, mandlig. Jeg sagde hej til A, gav et knus, men gik let videre for at snakke med fælleskammeraterne.

A fandt mig senere. Spørger om kollegaen og jeg er sammen. Nej, siger jeg. Er du sikker? Spørger han. Ja, for fanden, vi er bare kammerater. Nårh ja, det kunne jo godt være, siger han alt for selvsikkert. Hvem prøver han at overbevise? Han var jaloux.

Aftenen går videre i snak, druk, grin. Flere af gæsterne tager videre i byen. Jeg opdager min kammerat er væk. Jeg ringer. Han siger, han er smuttet. Det så ud som om A og jeg havde noget at snakke om, lyder begrundelsen. Nå, ja, okay. Men altså, du skulle da bare have hevet mig væk og vi kunne være skredet sammen. Nej, det er okay. Nå.

Hvilke samtaler vi har, hvilke ord der bliver sagt, hvilke vendinger der bliver ytret. Alle er de ligegyldige i sidste ende. A og jeg ender selv. Han vil have jeg skal blive der. Jeg siger nej til at starte med. Jeg ved intet kan ske, det er den tid på måneden. Han vil stadig gerne have, jeg bliver. Jeg bliver.

Han har stadig min tandbørste fra sidst, siger han. Efter jeg har været på badeværelset og mens han er derude, tager jeg tøjet af og smutter under dynen, som han kommer ind ad døren. Vi ligger der ikke ret længe, før han hiver mig ind til sig og kysser mig. Mine lemmer skriger efter ham og jeg vil have ham. Jeg får ham. Lidt.

Solen begynder at titte ind gennem persiennerne efter flere timers søvn. Han sover stadig. Jeg falder hen igen. Lidt senere vågner vi samtidigt. Snakker. Han kysser mig. Snakker lidt mere. Han spørger om jeg vil have noget at spise. Han laver noget. Mens jeg er på badeværelset, snakker han med sin bofælle. Jeg kommer ud og forskrækker bofællen. Det tager ham et par sekunder at stykke historien sammen. Samtalen går videre. A fortæller mig, hvad de snakker om.

Vi spiser i stuen, mens vi ser en eller anden mærkelig japansk OL sport. Bagefter skal han, som altid, arbejde og jeg skal hjem og gøre mig klar til en fødselsdagsfest. Han følger mig ud til døren. Giver mig et kram. Et kys på kinden. Et forsigtigt kys på munden. Et grådigt kys på munden. Jeg vender mig om. Elegant som jeg er, går jeg ind i dørhåndtaget på vejen ud.

Ingen ord blev talt om: ”Hvad nu?” Jeg ved, eksen ringer til ham hele tiden – heldigvis ikke mens, jeg var der. Han roder stadig rundt i sit liv og sine følelser. Kan han lide mig? Ja. Nok? Det ved jeg ikke.

Om to uger skal A og jeg til fødselsdagsmiddag hos fællesveninden. Skal jeg gøre noget inden, lade det ligge? Jeg ved det som altid slet ikke. En af mine veninder spurgte mig igår: ”Fortjener han dig?”  For at forvirre det hele yderligere bød lørdagen på et par opdagelser omkring kollegaen fra fredag aften.

Status pt: Roder rundt i alting.

/Gemt

Foto: I Not Hurt You af Anastasyia (fundet her)

Mandagstanker

Solen har bagt på mit lille loftsværelse dagen lang. En sveddråbe siler sløvt ned ad rygraden. Mine dvaske fingre bevæger sig langsomt henover tastaturet. Jeg søger dybt inde efter energiske, inspirerende ord. I stedet daler ord om heden ud på det digitale A4 ark.

I brystet mærker jeg hjertet banke en kende hurtigere end det burde. Det har det gjort siden jeg mødte på arbejde sidste mandag. Jeg kender endelig svaret på mine jobkvaler. Jeg skal væk. Min krop skriger på forandring. Når arbejdsløsheden begynder at føles som en mulighed væk fra et ellers godt job, er det gået for vidt.

Tanker om A føles små og ligegyldige. Jeg kender efterhånden hans stil og jeg gider ikke vente på ham længere. Han ved, han har sin chance. Men ved han, vinduet er ved at lukke? Jeg kunne lade døren stå på klem. Vente til han er klar. Lade ham bestemme tempoet og hvornår han gider mig. Men jeg er bedre end det. Så meget ved jeg. Han kan få mig. Men ikke til enhver pris. Denne paragraf modsiger sig selv. Jeg modsiger mig selv. Ethvert rationelt begreb rejser til sydens sol ved et strejf af A.

Weekenden gik i en rus af sommersol og samtaler. Jeg så gamle gamle venner den ene dag og langt nyere den anden. Kysset af ultraviolette stråler weekenden lang, kunne intet gå galt. Mandagen synes ih så åh så langt væk. Pludselig var den over mig og sandheden indtog horisonten, periferien og invaderede ethvert udblik. En ide jeg arbejdede på hele sidste uge blev skudt i sænk af topchefen. Jeg har ingen alternativer. Hjertebanken. I halsen. Mon jeg får lov til at blunde i nat?

Jeg smiler dagen lang men melankolien finder mig hver aften. Hvornår kan jeg ryste den af mig og føle jeg er på rette vej?

Status pt: Er træt og presset. 

/Gemt

Foto: Entity af Kris/Lostknightkg (fundet her)

Søndagstæppet

Jeg vil så gerne sige, jeg har det skønt. Jeg vil så gerne sige, jeg er helt ovenpå. Jeg vil så gerne sige, jeg langt om længe hviler i mig selv. Men alle ville de være løgne. Nok er det, hvad mine venner gerne vil høre. De er trætte af de samme klagesange. Så jeg strækker smilet ud og surrer det fast i hver mundvig med snor spundet på forventede løgne. Men mit legeme er trukket helt ud. Så udspændt at hver en fiber skriger i smerte.

Jobbet ligger og kvalmer dybt inde i maven. Sender små pakker af adrenalin ud i kroppen. Holder mig fra søvnen. Når den endelig kommer forstyrres de få blundende timer af maren. Hun ridder natten lang, vrider min krop og kaster min dyne omkring.

Kærlighedslivet ligger i skjul, klar som en snigskytte til at ramme, når jeg er allermindst klar. A har været i hjemlandet den sidste uge. I dag skriver jeg til fællesveninden, at jeg og et par andre skulle i parken – vil du med? Ej, hun tog over på A’s tagterrasse i aften. Hmmm... Han kom vel hjem til London i dag. Og den terrasse kender jeg godt. Scenen for vores skænderi. En morgen der kunne have været så smuk. I stedet bare så… Trist. Akavet. Ærgerlig. Inden han gik fra kæresten. Så mange måneder vores drama allerede har varet. Det er to uger siden vores sidste rendezvous. Vi har ikke snakket sammen siden. Jeg ved ikke engang, om jeg er ked af det, frustreret, vred, skuffet, ligeglad, kold eller bare irriteret over at have mistet kontrollen.

Vennerne er oppe til revision. En af mine bedste veninder i London har svigtet mig. Igen. Jeg gider ikke hendes drama mere. Jeg gider ikke hælde hele mit følelsesliv i vores venskab og stadig ikke føle, jeg gør det godt nok. Jeg gider ikke føle, venskabet er en kamp. Selvom jeg elsker hende.

Jeg putter mig under mit melankolske søndagstæppe. Tænker over en ellers dejlig weekend. Måske jeg kan finde glædestonen og skrive om den i morgen. Lige nu trækker jeg tæppet helt op over hovedet og gemmer mig fra verden. Håber morgendagens lys bringer et nyt perspektiv.

/Gemt

Foto: Moon Druid af Kris/Lostknightkg (fundet her)

Hvorfor al den usikkerhed?

”Du er for hård ved dig selv.” Puuuhh det har jeg hørt meget på det seneste. Det er lige meget om det handler om A, jobbet eller mig selv. Altid er jeg i andres øjne for hård ved mig selv. Og jeg kan godt se det. Jeg giver sgu aldrig lige mig selv det der skulderklap. Dybest set synes jeg ikke, jeg fortjener det. Det er da for fucked up.

Hvorfor er jeg så usikker? Hvorfor tror jeg ikke på, jeg er god, dejlig, skøn eller hvilke andre herlige tillægsord der findes derude? Hvorfor skal jeg altid behandles som morgenskrald? Af mig selv altså. Lidt klicheagtigt kunne jeg ytre et eller andet med, at hvis jeg ikke selv synes, jeg er skøn – hvorfor skulle andre så? Men hvis de der andre ikke synes det, så synes jeg det først slet ikke selv. Forvirret? Velkommen til mit tvangsunivers.

Lige nu tror jeg slet ikke på mig selv. Jeg føler mig for langt ude at svømme på arbejde. Jeg forstår ikke helt det, jeg er ved at lave og er skræmt fra vid og sans fra at fejle. Folk fejler ikke på arbejde. De leverer. Altid. Jeg ved, det lyder usandt. Men det er rigtigt. Som man siger på engelsk: ”Failing is not an option.”

Jeg skal simpelthen væk. Jeg er ikke glad mere. Jeg har ikke engang lyst til at kæmpe. Jeg klynger mig til tanken om ”at det jo er et godt job” og ”man skal være glad for at have et job lige nu.” Men altså for fanden, det er jo ikke mine ord…! Det er de ord mine øregange er blevet vandet med i de sidste tre år. Nu er det kraftedderperkeme på tide, jeg selv tager fat i styret. Vander mine egne øregange. Det skal være slut med at gøre alting fordi ”det er korrekt.” Det bliver man den ondelyneme ulykkelig og usikker af.

Så hvorfor så usikker? Fordi jeg ikke lytter til mig selv og sjældent sætter mig selv først. Hvorfor skal jeg være så pissehamrende korrekt? Hvem er det jeg prøver at tilfredsstille derude i verden?

Status pt: Kan ikke sove.

/Gemt

Foto: Insecure af MaLaaK (fundet her)

Karriere?

To senior stillinger bliver ledige fra september. Begravet i mandekvaler, tvangstanker og selvmedlidenhed, har jeg ikke skænket jobbet mange tanker. Pludselig er spørgsmålet på alles læber: ”Søger du dem?” Øøøhhh... Tjohh... DetVedJegIkke... Måske... Mumler jeg bare. Vil jeg overhovedet have dem? Spørger jeg mig selv.

For nu 3.5 år siden trissede jeg ind på kontoret og fik tilbudt et job. Jeg tog det vel vidende, at her havde jeg ikke tænkt mig at blive mere end et halvt års tid. To forfremmelser og flere kurser senere, sidder jeg her endnu. Jeg har klaret mig godt. Jeg har også nydt det. Til tider. Men nu er hjertet nok ikke længere med i det. Jeg higer efter nye udfordringer og omgivelser. Jeg higer efter at komme væk her fra denne verden og springe ind i en anden. Jeg higer efter at komme tilbage til det, jeg i sin tid læste til.

Jeg læste i sin tid til journalist og snuppede også en kort stund i den verden, men så ramlede medieverdenen sammen i finanskrisen og nyudklækkede spir som jeg, var ikke højest på ønskesedlen. Jeg fik et job i mediebranchen, men ikke just en del, jeg havde regnet med. Mine sprogkundskaber gav mig en vej ind og afsted det så ellers gik.

Nu sidder jeg tilbage med et ønske om noget andet. Lidt andet. Det er nemt for andre at sige, man skal følge sit hjerte og blah blah blah. Men hvad nu hvis mit hjerte nogle gange er lidt ubeslutsomt? Og hvad nu hvis jeg ikke rigtig tør, fordi dybt inde (derinde, hvor vi ikke snakker om noget) er jeg bange?

Jeg har to måneders opsigelse, hvilket i England vil sige, at jeg enten bliver nød til at bryde min kontrakt for at tage et andet job eller sige op uden at have noget andet. Begge ret elendige muligheder. Så nu står jeg her. I limbo. Jeg burde søge den bedre stilling, men jeg ved den kræver endnu et år i firmaet. Men hvis jeg ikke søger, ender jeg måske alligevel med at blive så længe...

Status pt: Prøver at finde ud af mit næste træk.

/Gemt

Foto: Chess af Lulu/LiliumEternal (fundet her)

Love You Like A Car Crash

Jeg er for nyligt blevet helt vild med sangeren Anna Nalick. Især sangene "Car Crash" og "Breathe (2 AM). Så fine tekster. Sangene er ret melankolske, blide i stemmen og fyldt med forsigtigt malede billeder.

Breathe (2 AM)

Car Crash

/Gemt

Foto: Anna Nalick (fundet her)

Plan A

HovsAAA – del 2

Jeg står ud af taxaen foran hans efterhånden velkendte trappeopgang. Østlondons højhuse tårner sig op omkring os. Jeg er for fuld og fokuseret til at lægge mærke til dem. Jeg går over imod A. Han kigger på mig, siger hej, giver mig et kram. Jeg går med ham og DJ promoter kammeraten op til lejligheden.

A skal lige ned at hente noget. Når han kommer tilbage, fortæller han, min venindes kæreste (hans bedste kammerat) er pissesur. Han er lige kommet hjem og har fundet sin kæreste (min veninde) bevidstløs på badeværelsesgulvet. What?! Jeg ringer til hende med det samme. Den ringer alt for mange gange og endelig bliver den taget. Af ham. Han er gal. Rigtig gal. Hvordan i helvede kunne jeg gå fra hende i den tilstand, råber han in i mobilen. Han kunne ikke vække hende, hun var bare helt væk, siger han. Han er fuld, jeg er fuld og samtalen er rasende. Fra hans side. Han klasker røret på.

Jeg går fuldstændig i panik. Panik med promiller. Jeg begynder at ringe op. Han tager den ikke. Så jeg ringer igen. Og igen. Og igen. Og igen. Jeg ringer i en uendelighed og for hver gang han ikke tager den, er jeg ved at tude over min egen utilstrækkelighed. Jeg står ude på svalegangen ved A’s lejlighed. Han kommer ud til mig. Vi snakker lidt. Men jeg er ikke interesseret i, hvad han har at sige. Jeg er bekymret for min veninde. Da jeg ikke kommer igennem, bringer han dog på bane, at jeg havde sagt noget om, hun vidste det hele. Ja, siger jeg. Veninden Ved Det. Jeg er gået fra hende (sagde kærestens navn), siger han. Jeg tager det kun halvt ind. Det synes ikke vigtigt lige nu. Mens vi snakker ringer jeg op igen. Endelig tager han den. A går væk og lader os snakke.

Han er stadig oprevet men er kølet lidt af. Han undskylder for at have klasket røret på. Fortæller hvor meget han elsker min veninde og det gjorde ondt at se hende så ødelagt. Det er okay, siger jeg. Snakken går videre og lander på A. Han ved godt, der er noget mellem os. ”Du har ikke hørt det fra mig,” siger han, ”men A er gået fra sin kæreste.” Det sagde han godt noget om, fik jeg mumlet. Men hvad skal jeg bruge det til? Det hele er alt for rodet. Jamen, det er anderledes nu, siger han. A er gået fra hende. Jamen jeg kan selvfølgelig godt lide ham, men det er bare alt for rodet, siger jeg igen. Jeg synes, du skal sige det til ham, snak med ham om det, siger A’s bedste kammerat med fuld overbevisning i stemmen. Jeg ved det ikke rigtig… Anyways, sov godt, vi snakkes snart.

Jeg er nu låst ude af lejligheden. Jeg ringer til A, som er inde ved naboen. Han kommer ud og lukker mig ind. Han går ned af gangen og ind på hans værelse, som er ved siden af stuen, hvor de andre er. Han vender sig om, kigger på mig og spørger om der ikke var noget, jeg ville snakke om. Nej, det var der ikke, siger jeg ret bestemt. Jo, det mente han. Tøvende trisser jeg ind på hans værelse. Vi sætter os i hans vindueskarm. Han tænder en cigaret og kigger udover glas- og betonlandskabet omkring os. Endnu en gang er solen ved at stå op over en dramatisk aften i hans nærvær.

De ved alting, siger jeg. Vores fælles venner ved alt omkring os. Det er ligemeget, siger han. Jeg gik fra eksen i går. Det var en elendig uge. Men at de ved det, det er jeg ligeglad med. Vi sidder og kigger lidt ud i verden. Jeg siger, jeg hellere må se at komme hjem. Nej, det er da for åndssvagt nu, siger han. Det er sent og du kan ligeså godt sove her. Det er jeg ikke sikker på er en god ide… Altså jeg skal arbejde i morgen, så det er jo bare for at sove, siger han. Ja okay, jeg er også ret træt, siger jeg. Ja lige præcis, der skal jo ikke ske noget. Jeg kigger op på ham og siger: ”Det er vi jo bare ikke ret gode til.” ”Nej,” mumler han. Hvorefter vi kysser. Forsigtigt. Prøvende, spørgende , udforskende. Må vi godt det her? Spørger vi uden ord.

Jeg trækker mig væk, træder ned fra vindueskarmen, går ind i stuen og snakker med de andre lidt. Han følger lidt bagefter. Men jeg er træt. Rejser mig efter et stykke tid og vil i seng. Han kommer efter et par minutter. Giver mig en ny tandbørste og lader mig gå på badeværelset først. Mens han er derude sidder jeg på kanten af sengen, tager alt tøj pånær undertøjet af. Bagefter piller jeg mine hårnåle ud. Som jeg trækker de sidste to ud af hårstråene, kommer han ind ad døren. Jeg havde planlagt at have gemt mig under dynen, inden han kom, men den plan duede ikke. Han kommer hen mod sengen. Kigger på mig. Kysser mig. Jeg når knapt at tænke over det. Jeg ved, det der ”ingenting kommer til at ske” ryger ud af vinduet ligeså hurtigt som mine trusser rammer gulvet.

Næste morgen er det ikke forkert. Vi ved, det ikke burde være sket lige nu. Jeg ved, jeg skulle have afvist ham og være taget hjem, men i bund og grund, har vi ikke gjort noget forkert. Morgenen, formiddagen og eftermiddagen forsvinder i en rus af doven sex, små samtaler, søvn, kys og kram. Hen på eftermiddagen går den ikke længere. Han burde have arbejdet for flere timer siden. Jeg må hjem. Vi går ud af lejligheden sammen. Snakker om ligegyldigheder. Alt andet end elefanten i rummet. De der to små ord. Hvad nu?

Vi når til skillevejen. Vi giver hinanden et kram. Han kysser mig på kinden. Men det var akavet. Ville han have kysset mig ordentligt? Jeg er så ekstremt akavet og utilpas, jeg har lyst til at løbe væk. Jeg begynder så småt at vende mig om. Han siger, vi må ses snart. Jeg kvækker et halvkvalt ”ja”. Det lød ikke som om, jeg mente det.

Jeg går hen til undergrunden. Den er lukket. Great. Det siger bare alt.

Det er nu fredag og jeg har ikke hørt fra ham. Så vidt jeg kan se er bolden i hans banehalvdel. Jeg kan ikke sige noget. Det er ham, der lige er gået fra sin kæreste.

Status pt: Prøver at finde på interessante distraktioner.

/Gemt

Foto: Dream on an Unknown Planet af Marjundra (fundet her)

HovsAAA - del 1

Fredagen oprandt. Weekenden, ferien, friheden var endelig i hænde. Live musik og store fadøl overtog fredagen, mens lørdagens skønne Bloc Festical ventede forude. Det skulle blive en god weekend. Det blev det også. Sådan da.

Bloc Weekend, en elektronisk musikfestival, jeg havde glædet mig til i cirka hundrede år, blev aflyst. Der var for mange mennesker om fredagen og det endte i total kaos med politi og alt muligt. Hvad fanden gør man så, når ens lørdagsplaner sådan lige er blevet aflyst? Man finder et alternativ! En fed ting ved London og dens mange MANGE DJ promotere er, at indenfor få timer, var der stablet op til flere alternativer på benene. Valget faldt på Østlondons XOYO, hvor blandt andet John Power fra Fuck Buttons og Flying Lotus skulle spille. Nice.

Mødtes med en af mine danske veninder (fælles kammerat med A) og aftenen går forrygende. Vi ender med at skride hen på Rhythm Factory lidt efter midnat… Bortset fra der er fucking fyldt og kæmpe kø udenfor. Promoterkammeraten prøver at få os ind, men det er en tabt sag. Vi smutter hjem til hende sammen med ham og beslutter os for at drikke Akvavit. Som SHOTS? Altså HVORFOR? På ca. 30 minutter går vi fra små-ædru til havnearbejderstive. Flot smarte.

Veninden går under lige som vi beslutter os for at gå ud igen. Kammeraten og jeg smutter selv. Så snart vi er ude, kan jeg mærke, jeg er ALT for stiv og skal bare HJEM. Så kysser han mig. Pis. Jeg er for fuld til ikke at gå med til det. Men gider egentlig ikke helt. Han kender også A og det er lidt for langt ude at snuppe hele vennekredsen. Til gengæld har han ikke noget sted at sove. Han bor i Berlin. Pis. Fuck det, er for træt og for sød til ikke at love ham en plads hjemme hos mig.

Ind i en taxa. I taxaen får kammeraten et par beskeder fra A. Han holder vist noget after party. Godt så, der kan ham Berliner gutten sove! Done and done. Jeg ringer til A (klokken er 3.30 om morgenen, men han er jo vågen…?!?). Han tager den og jeg forklarer, jeg ikke kan tage HANS kammerat med hjem. Kan jeg ikke sætte ham af hjemme ved ham? Jo da, kom kom.

Sådan ender jeg hjemme hos A… IGEN. Og dramaet er slet slet ikke begyndt endnu.

Fortsættelse følger…

Status pt: Jeg føler mig en kende forudsigelig lige nu.

/Gemt

Foto: Lady Gaga Inspired Lips af Eva Senín Pernas (fundet her)

Hr. X og Kaffekoppen

For et par uger siden kom Hr. X på besøg fra sandkassen. TV2 blog læsere kan måååske huske, at han flyttede til Dubai i august. Han har ikke været i England siden. For to uger siden, skulle hans søster giftes, så han kom. Længe inden skrev han til mig og spurgte om, jeg ville mødes til en kop kaffe. Ej, du har sikkert travlt med at se tusind andre, siger jeg. Nej da, siger han, jeg vil rigtig gerne se dig. Hmm, okay, helt fint, får jeg mumlet.

Så går der lidt tid, og jeg får en notification (ved ikke, hvad det hedder på dansk?!?!) på Facebook. Jeg er blevet inviteret til et eller andet. ”Hr. X fleeting visit”, hedder det. Jeg og 30 andre mennesker er inviteret. Alle hans venner. Altså FUCK dig. Gu’ vil jeg ej komme og være kællingen. Jeg ved godt, hvad de alle sammen sagde, da jeg skred. Det var ham, der fik AL ynken. Ihh, uuuhh, altså hvor er det bare ALTID skidesynd at blive forladt. ”Forladeren” er altid en fucking skidespræller. Fri mig for det pis! Der skal sgu da for fanden være en, der tør tage skridtet.

Jeg lader den latterlige invitation sidde og glo åndssvagt på mig i min inbox. Ikke længe efter annoncerer de på arbejde at selvsamme dag, er vores midsommerfest. YES! Fuck yeah! Undskyldning som sendt fra himlen. Jeg skriver til ham og siger, jeg desværre ikke kan komme på grund af arbejde, men hvis de skal ud i centrale London senere, kan jeg eventuelt komme forbi der. Jeg får en fjæs besked fra ham, der siger, jamen det skal de helt klart. Han vil sende en sms, når han lander i UK, så jeg har hans midlertidige engelske nummer.

Dagen oprinder. Jeg får ingen sms’er. Det er nu lige meget et eller andet sted. Jeg fester med mine kolleger, drikker cider i spandevis og spiller kubb.

Dagen efter ser jeg, at han har postet sit nummer på event siden samme dag, som det var. For fanden altså, der går jeg jo ikke ind og kigger. Jeg skriver en besked til ham og fortæller, jeg ikke havde set det. Jeg ønsker hans søster tillykke, spørger hvordan han har det.

Han svarer… Aldrig. Han har stadig ikke svaret? What?! Det skal siges, han er typen, der ALTID svarer på ALT. Så nu er han tøsefornærmet, eller hvad? For helvede altså, er i første instans pissed over, at han insisterer på at mødes og gør en stor sag ud af det for så at invitere mig til et event med ALLE hans venner herovre. Så lover han at skrive og gør det ikke. Og nu svarer han så bare slet ikke. Fuck ham altså.

Status pt: er lidt sulten.

/Gemt

Foto: Annoyed af Stella/caligoisdead (fundet her)

Hvorfor "Gemt"?

Weekendens strabadser hænger mig stadig om anklen. Der er en del at sige, desværre alt sammen noget, jeg føler, jeg har sagt før... Men jeg kan simpelthen ikke overskue det lige nu. Så i mine TV2 gemmer, fandt jeg forklaringen på mit alias - er det ikke herligt? Mit oprindelige navn var "Gemt i London", jeg ændrede det til "Gemt i Byen", da jeg rykkede herover på blogger. Jeg overvejede at flytte og ville ikke være bundet af bynavnet. So here it goes:

Hvorfor ”Gemt i London”?

Jeg tænker, jeg må forklare. Dybdegående analyse. Så der kan udbredes forståelse. Afklaring. Eller noget?

Ææææhh... Tjaahhh.... Jo ser du her kommer den helt fantastiske forklaring! Jeg hedder Gemt i London, fordi jeg ikke kunne komme på noget andet og var for utålmodig til at vente en dag eller to med at oprette bloggen. Ta dahh! Er det ikke skønt! Jeg udviser simpelthen kreativitet ud over alle kanter og grænser (det skal lige nævnes, som det er sagt før, at jeg jo har et kreativt job).

Ej, okay selvfølgelig kan jeg hægte en grund eller to på. Jeg bor i London. Tjek. Jeg gemmer mig ikke rigtigt. Næsten tjek. Jeg gemmer mig jo lidt på bloggen i og med, jeg er anonym. Det er lidt noget halv-bæ. Det kan jeg godt se. Men har blogget før og pludselig kom blogosfæren lidt for tæt ind på livet. Så skulle jeg lige pludselig tænke over alt jeg sagde (familiemedlemmer fandt bloggen). Og min pointe med denne lille plet i den store elektroniske verden er jo netop, at jeg gerne vil være helt ærlig. Og dele lige hvad jeg føler for! Og det er ikke alt man vil have onkel Egon fra Fyn skal vide! (note, all characters are purely fictional).

/Gemt

Foto: Natascha Verkaik af Peter Coulson (fundet her)

Det skete i de dage på TV2

Jeg har blogget under et par forskellige alias igennem de sidste 6 år. Nogle gange har det været mig selv, andre gange hemmeligt. Nogle gange har det været på engelsk, andre gange dansk. Jeg startede "Gemt.i.London" bloggen på TV2 Blog i september 2010. 

Det var året, hvor jeg gik fra min kæreste igennem 2 år. Før ham havde jeg en anden kæreste i 5 år. Med andre ord fedtede jeg rundt i diverse forhold fra 18-25år. Siden den skæbnefulde dag først på efteråret 2010, hvor jeg sagde ordene: "Jeg tror, vi har brug for en pause." Har jeg været single, gemt i London og blogget om processen.

Mit første indlæg på TV2, lød således:

En ny begyndelse - på søndag

En ny blog. Helt blank. Med en blinkende cursor. Et afventende kanvas. Et uvidende publikum.

På søndag starter jeg forfra. Jeg er gået fra kæresten - i tale i hvert fald. Rent fysisk forlader jeg ham først på søndag. På søndag er alle mine ting i kasser. Hans ting er i kasser. En ny person vil overtage værelset. Det vil ikke længere være vores - men hendes.

To år blev det til. Meget længere havde han troet. Og jeg havde håbet. Men når det pludselig bliver klart, at kærligheden er væk. Så er der ikke meget at gøre.

Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske nu. For første gang i næsten 7 år kommer jeg til at være single. Spændende? Skræmmende? Ligegyldigt? Eller bare ensomt? Jeg ved det ikke. Men I kommer med på rejsen. Jeg vil lade følelserne, tankerne og hvad der ellers er, spilde ud på siderne her.

I kan relatere, spørge, grine, håne, trøste eller hvad ellers mine skriverier vil bringe frem I jer. Vigtigst er, at jeg får det "sagt".

Lige nu er det noget rod. Jeg tør ikke helt åbne op. Men det kommer. Det gør det. Jeg skal bare lige turde at finde mig selv frem igen. Finde ud af, hvem jeg er. Hvem jeg mon har udviklet mig til. Indeni tror jeg nemlig stadig jeg er 18. Men min forstand siger noget andet.

Da TV2 er blevet nedlagt er der ingen måde at linke til starten af bloggen på. Jeg er ved at lure nogle af mine gamle indlæg igennem og smider måske et par herind fra tid til anden.

/Gemt

Foto: Confused af Ana/Mushy-Pea (fundet her)

Det der grønnere græs

Det er det nemlig altid. Grønnere. Græsset, altså. Når jeg kan få det, vil jeg ikke have det. Men tager du det fra mig, er det pludselig det mest spændende og begærede element i mit liv. Hvorfor er det sådan? Hvilken biologisk defekt besidder en kæmpe del af befolkningen? Det er da en helt forkert evolutionsudvikling. Kom nu ind i kampen og bryd ud i ren euforisk jubeldans over alle de smukke dejlige ting, der allerede er her og gerne vil være her. Hvorfor mugge over den ene ud af de hundrede, der ikke er perfekt.

Jeg sidder og glor på computerskærmen vel vidende, at mit arbejde ikke laver sig selv. Stresser jeg? Ja, for fanden. Jeg har fri i næste uge og skal være færdig med alt, jeg har gang i. Klokken er 12.30 og indtil videre har jeg fået lavet cirka ingenting. Hvad gør jeg ved det? Mugger og blogger. Hopper på fjæsbog. Hovsa, A er online. Prut. Nå, det er godt vejr i DK. Fuck jer. Okay, så den og den er på vej til at blive gift i Las Vegas. Face stinker. Det er en total poleret udgave af folks liv. Der er sgu ingen, der har hæmorider på bookface (jf. Sarkastikum).

Nå men det der grønne græs, jeg kom fra. Jeg er simpelthen så fucked up, at nu hvor jeg ikke har A at tvangstænke omkring, så keeeeeeeder jeg mig simpelthen. Hvad sker der lige for det?! Jeg vil altså åbenbart hellere panikke over en eller anden latterlig spassermand end ingenting? Så sker der sgu ikke nok i mit liv. Prøv nu lige at være tilfreds for en gangs skyld. Skal der altid være noget i vejen? Er drama virkelig at foretrække? Prøv lige at være en større kliche.

Status pt: Navlebeskuer.

/Gemt

Foto: Bored Cat af Lostknighkg (fundet her)

Ham Den Gifte

Samme aften, jeg fandt ud af A var tilbage med kæresten, fik jeg en kærlighedserklæring. Fra Ham Den Gifte. I januar startede der en ny gut på arbejde. Det viste sig ret hurtigt, vi kom godt ud af det med hinanden. Kemien var elektrisk. Samtalen flød nemt fra første sekund og humoren var i helt samme hak.

En dag på pubben opdager jeg, han er gift. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke har set ringen før. Det er ikke et ”problem”, jeg løber på særlig tit...! Det ændrer situationen. En smule. Det gør det meget nemt. Han er en kammerat! Skønt, dem kan man altid bruge flere af.

Så kommer Den Fredag. Den Sorte Fredag. Aftenen, hvor jeg finder ud af A’s løgne. Aftenen, hvor Ham Den Gifte kommer med et forslag. Om at tage hjem til mig. Han fortæller, hvordan han har tænkt på det længe. Fortæller mig, hvor smuk jeg er. Hvor alt muligt pissemeget ubrugeligt blaaaaaaaa...!

På dette tidspunkt har jeg lyst til at smide håndklædet i ringen. Mænd er simpelthen Uduelige Svin. Den ene mere utro end den anden. Kraftstejleme om jeg gider blive gjort til den anden kvinde. Igen. Jeg siger til ham, jeg godt ved, der er noget imellem os. Men han er gift og det kommer aldrig til at ske.

Han giver ikke op. Bliver ved. Og ved. Og ved. Jeg står fast.

Nu er der gået en måned... Vi har ikke snakket siden. Vi snakkede sammen HVER dag. Nu... Intet! Indtil i fredags. Han undskylder. Siger han gik over stregen. Han siger, han synes, jeg er en utrolig smuk kvinde (!) og herlig at være sammen med, men han joggede i spinaten den aften. Jeg tilgiver. Siger at det er bag os. Måske er mænd ikke helt i udu alligevel. De kan godt, når de vil altså. Nogle gange. Sjældent. Men lidt har også ret. Ik?

Status pt: Soler mig i tanken om, nogen synes, jeg er smuk.

/Gemt

Foto: Marriage af Why-Why (fundet her)

Datingstatus

Midt mit rod med A, fik jeg den fantastiske ide at prøve online dating. Der faldt et par indlæg om emnet og vist også et løfte om at dele ud af oplevelser og erfaringer:

Jeg, en netdater

Bland selv mænd

Sorry, siger jeg bare. Total fiasko! Jeg er så udpræget uimponeret af Match.com. Først og fremmest var kaliberen slet slet ikke til stede. Okay, fair nok, måske er jeg lidt hård til at dømme for hurtigt. Men for fanden altså, hvis jeg får lyst til at skære håndleddene over (overført betydning, people!) inden jeg når til enden på profilen, så gider jeg sgu da ikke bruge en hel aften af mit liv med personen! Ja og det handler om kemi og bla bla bla. Lad mig da så komme til pointen… De var også pissegrimme! JA! Det er hamrende overfladisk! Men faktisk synes jeg det var sværere at finde en semi-interessant mand på Match end i virkeligheden. Og med min seneste erfaring på den front, siger det ikke så lidt.

Så hvad nu? Jeg er blevet anbefalet Guardian Soulmates som vist skulle være ret godt. En af mine kolleger skal giftes med en, hun mødte der. Men det der online dating lort er pissedyrt og ikke særlig sjovt. Jeg leder heller ikke efter en livsledsager nødvendigvis. Jeg vil bare gerne date lidt, have en sød sommerflirt eller noget. Jeg vil have et alternativ til alle mine pissehamrende loved-up parvenner. Er det for meget forlangt?

Søndagsbrok slutter nu, promise.

Status pt: prøver at fylde A tomrummet. Der skal meget brok til.

/Gemt

Foto: 4335 af Jesse Paul K (fundet her)

P.S. Okay så normalt vælger jeg et billede, der passer til stemningen/indholdet i indlægget, men dette er simpelthen fordi, det ligner en superfræk søndag morgen. Sådan en ville jeg gerne have haft!

Halvårsspiren

Sommeren lurer lige om hjørnet. Solen titter frem bag en af junis tusind skyer. Endelig får mine bare arme lov til at suge en dråbe varme. Jeg tænker forsigtigt tilbage på årets hændelser, tanker og oplevelser. Et halvt år af 2012 er allerede sust forbi.

Energien er blevet spildt på en uværdig mand. Mine tanker har fulgt ethvert af hans åndedræt. Mine dage har været fyldt med tanker om ham. Hver anden sætning, jeg har talt, har i mit stille sind relateret til ham. Hvordan et enkelt andet menneske kan optage mit væsen så fuldt, så helt er mig et mysterie.

I dag sidder jeg tilbage med en melankolsk tanke eller tre. De danser let omkring, driller mit tankevæsen men tager aldrig over. I stedet blomstrer nye tanker. Hans væsen rådner og bliver til muldet mine nye ideer vokser i. Jeg kan ikke kappe mine følelser fra den ene dag til den anden, men trangen, behovet for at leve efter dem, har jeg ladt stå til. Som mælken, der er blevet sur efter en nat på køkkenbordet, således er mine følelser for ham. Mælken består endnu, men den er udrikkelig.

Status pt: Er sgu egentlig meget glad.

/Gemt

Foto: Little Lady af Michelle Ellis (fundet her)

Når det slutter med A

Fortsættelsen... 

Jeg trasker ud af hans lejlighed og hen mod undergrunden. Øst Londons hårde betonminer har intet til overs for hverken mine reelle eller moralske tømmermænd. Jeg lander foran Aldgate station, men kan langt fra overskue at sidde på toget i tøjet fra i går og i midten af dømmende medpassagerers stirren.

Jeg tøffer på Burger King. Drikker en cola og en bid burger. Jeg har det ad helvede til og smider resten væk. Mit blik vender sig forsigtigt op, og jeg er endt ved Aldgate East. Jeg ringer til veninden fra i går og fortæller hende, hvad der er sket. ”Kom,” siger hun bare.

Dagen bliver brugt i hendes seng. Lange samtaler, diskussioner og debatter. Jeg siger, jeg bliver nød til at rede det ud med ham. Det holder ikke længere. Vi har fælles venner for fanden. Jeg ringer til ham. I et splitsekund når jeg at tænke: ”Han tager den ikke”. Men det gør han. Han lyder halvt død.

”Det her går bare ikke,” siger jeg. Jeg lægger kortene på bordet og siger, vi bliver nød til at kunne eksistere simultant uden at springe på hinanden. Jeg gider ikke at have, det skal være akavet hver gang, vi er inviteret samme sted hen. Han er enig. Samtalen slutter som søndag aftens mørke lægger sit dulmende tæppe omkring mig.

Samme aften kan jeg ikke sove. Jeg er så skuffet over mig selv. Hvordan kunne jeg være så svag? Næste aften kan jeg heller ikke sove. Eller den næste.

Sent torsdag aften får jeg en besked. Skal vi mødes lørdag? Fredag formiddag svarer jeg. ”I morgen lyder godt, kl 13?” Skriver jeg. Jeg hører intet tilbage.

Fredag aften er jeg ude med en fælles kammerat. Vi drikker i Soho og skal øst på senere. Snakken og drukken går i høje bølger. Vi snakker om at mødes med hendes kæreste. Hun ringer til ham. Han er sammen med A. Selvfølgelig er han det. Fælles venner and all. Shit, hvor noget rod.

Jeg får talt veninden fra øst. Hvordan ved jeg ikke. Vi bliver i Soho: Whisky sours på Two Floors på Kingly Street og sluttere på Market Bar.

Kl. 13.30 næste dag skriver A. Han skulle arbejde og havde derfor ikke svaret. Blah blah blah, heard it all before. Han spørger om jeg er fri ved 17-18 tiden og hvis ikke så engang i næste uge? Jeg svarer ikke.

Sent søndag eftermiddag skriver jeg: ”Hej, onsdag?” Han svarer en time efter og går med til det. Søndag-tirsdag bliver der svaret hurtigt på alle beskeder, men jeg tager alt med et gran salt. Jeg vil bare have fikset den her situation.

Dagene går og vi mødes endelig. Ædru. Efter arbejde.

Det er akavet. Underligt. Mærkeligt. Uvant. Først går snakken om løst og fast. Jeg bringer Det på bane. Siger om det er bedst vi undgår hinanden? Nej da, vi er voksne mennesker, er svaret der falder. Skvattet svar, men fint nok. Jeg er rimelig oven på så fuck it. Punkt nummer to. Jeg siger, hvis vores fælles venner spørger om det, så lyver jeg ikke. ”Jeg lyver ikke for dig,” siger jeg. ”Og der er rigtig mange, der ved det,” tilføjer jeg. Det er hans egen skyld. Han mødtes med mig, hvor der var mindst 10 af mine kolleger (venner med fælles venner). Det forstår han godt.

To timer og to glas vin senere, går vi hvert til sit.

Jeg har sluttet den. Han har ladt døren stå på klem. Han sagde et eller andet pis med at: ”Hvis der nogensinde skal ske noget… Blah blah blah.” Men jeg holdt den helt cool. Viste ingen tegn på interesse i andet end vores fælles venner.

Hvad nu? Lige siden den samtale har jeg haft det skøøøøønt! Han påtog sig skylden (sagde det var ham, der havde fucket i det) og jeg har intet i klemme. Han sidder tilbage med lorten og jeg er fri. SÅ FRI!

Fem fucking måneder har A sagaen taget. Jeg har det som om en kæmpe byrde er blevet løftet fra mine skuldre. Væk er tvangstanker, dårlig samvittighed og frustration over manglende kommunikation.

Status pt: Fan-fucking-tastic!

/Gemt

Foto: Endelig Videre af Gemt (fundet på min iPhone)

Når Klimaks begynder med A

Det gik så fint. Det med at ignorere ham. Sådan da. Nok var der ivrig Facebook stalking. Nok faldt der en tanke næsten hver dag. Nok, ja nok var jeg slet og overhovedet ikke okay. Det er så nemt at sidde med et sæt rationelle spillekort på hånden. Det er så utrolig nemt at vide, hvad man bør gøre. Men hvad fanden kan man bruge det til, når det ikke føles rigtigt. Når bogen slet ikke er lukket og din histories sider blafrer forbi uden din hjælp.

Jeg proklamerede nok så helligt, stolt og klogt, at jeg skulle videre i mit liv, glemme A og sige pænt farvel. Han tog sit valg, og det var ikke mig. Hvorfor, vidste jeg ikke. Hvad der skete, vidste jeg ikke. I hele taget, var der ingen kommunikation ved krigsfronten. I stedet for lunende tanker, kølede jeg ned til frustrationens frysepunkt. Lukket ude i kulden tog jeg et valg. Et valg, der blev taget post venindens 30 års fødselsdagsfest og efter cirka 6 sambuca shots. Et valg, der sendte mig lige lukt ind i mørket og dens altomsluttende kvælertag.

For næsten 3 uger siden stod jeg i en natklubs mulm og musk. Blinkende lygter, falske smil og endnu et Rihanna hit i højtaleren. Jeg tog iPhonen ud af lommen, begyndte at prikke på den. Så ordene... ”Hey du, ved godt du er sammen med kæresten igen, helt cool....” beskeden ender i et forslag om rent venskab og en invitation til et after party. Naturligvis er beskeden sendt til A.

Han svarer.

Spol aftenen frem til vi mødes. Det ender galt. Helt galt. Det starter godt, men det ender i et skænderi. Jeg får sagt det hele. Hvorfor kunne han ikke sige sandheden? Og hvad der ellers var at sige. Jeg fik sagt, jeg kunne lide ham. Han kan stadig lide mig. Men det er ikke længere godt nok. Som han selv sagde: ”Jeg har fucket op i det.”

Alligevel når vi der fra til hans seng.

Han er mit kryptonit. Mine lemmer får deres eget liv i hans nærvær. En anden, ydre instans tager over. Jeg kan se min krop tage alle de forkerte valg. Alligevel fortsætter den derudad.

Morgenen efter er det helt anderledes. Denne gang er det forkert. Vi ved begge, vi har gjort noget, vi ikke måtte. Jeg har ingen undskyldninger. Jeg vidste, han var tilbage med kæresten. Timer går. Vi har begge de ondeste tømmermænd. Han er ked af det. Han vil mig, men det kan han ikke.

Mørket kommer kravlende opad vejen. Jeg vender mig, blot for at se den er blind.

Historien fortsætter...

/Gemt

Foto: Young beautiful woman surrounded by darkness af Joseas Reyes (fundet her)