mandag den 17. september 2012

One Trick Pony

Altså… Hvordan skal jeg snart fortælle den samme historie for syvtusinde gang…? Er jeg vitterligt så uopfindsom at jeg endnu ikke har lært at caste nye hovedpersoner i de søllerier, jeg går og kalder mit liv? Nej, åben-fucking-bart ikke. Så lad os gå tilbage til engang midt i august…

Fællesveninden (ja, med A, altså) havde fødseldsag. Dagen inden skriver Hr. Uduelighed (A, ligesom, ik?!) til mig. Vældig sød besked. Spørger hvordan jeg har det og undskylder for ikke at have været mere i kontakt. Siger det har været en dårlig tid (øh, jeg kan høre en masse blah blah). Jeg leger med og svarer EN gang. Overlegent og positivt. Overskudsagtigt. Det er onsdag aften og jeg er på pub. Livet var ret godt. Den ender i en note om, at vi nok ses i morgen (til fødselsdagen).

Fødselsdagen oprinder. Jeg vidste dagen ville komme. Jeg smutter på pubben med Svenskinden. Inden længe er Fællesveninden der med hendes kæreste (A’s kammerat). Hyggen går i gang. Jeg er i mit es. Omringet af venner, hygge og øl. Så ankommer han. Der står for mange mennesker mellem os til vi ordentligt kan sige hej. Men han finder mig med øjnene og smiler. Jeg kigger hurtigt. Igen overskudsagtigt. Lille smil. Så tilbage til samtalen (note: øøøøhhh jeg hørte vist ikke heeeelt efter, hvad der blev sagt).

Det er tid til at gå videre til restauranten. A bliver introduceret til dem, der ikke kender ham. Da vi når til mig, kender vi jo ligesom hinanden, så han går over til mig og giver et kram. Det var akavet.

Restauranten… Okay, så vi er mange. Eller… Sådan en 18 stykker. Jeg sætter mig på indersiden længere nede ad bordet end ham. Flere ankommer og beder mig om at rykke op. Igen. Og igen. Så jeg ender skråt overfor ham. Skøøøøøøønt, når man skal til at være monsterklam med amerikansk barbecue mad.

Men det går… Vi snakker. I mængden. Plan Vi-Skal-Bare-Være-Helt-Normale-Og-Venner-Og-Sådan går helt fantastisk.

Men…

Efter maden går 6 af os over på Two Floors i Kingly Court til et par sluttere. Vi er ganske ædru, men det er jo alligevel Fællesvenindens (burde virkelig give hende et andet navn….!) fødselsdag.

Jeg ved ikke, hvordan det sker… A og jeg ender med at stå ret langt væk fra de andre. Vi snakker. Det er hyggeligt. Pludselig siger de andre, de skal gå. De ved godt, der er noget imellem os. Katten er virkeligt og endeligt ude af sækken.

Efter de er gået får jeg Talen. Jeg-Har-Været-En-Idiot talen. Han var vældig oprigtig, ærlig og ægte. Han fortalte om, hvordan han havde handlet helt elendigt og jeg virkelig ikke fortjente det. Han sagde, at der ikke længere var noget i vejen for os og så fucking videre. Han sagde, han virkelig gerne ville mig. Han spørger mig ud. Han sagde rigtig meget. Jeg sagde ikke så vanvittigt meget.

Vi bliver enige om, at snakke videre og blive ude at få en drink til. Det gør vi så. Det er pissehyggeligt. Vi er tilbage til den ukomplicerede skønne luft mellem os. Den kemi, der fik mig til at falde for ham. Men men men det er torsdag og jeg skal hjem.

Han insisterer på at følge mig til bussen. Jeg misser den. Liiiige. Der er lang tid til den næste. Han venter med mig. Tager rundt om mig. Trækker mig ind til ham. Holder mig i hans arme. Jeg kigger op på ham, griner af noget han sagde. Han lægger en hånd rundt om mit ansigt. Kysser mig. Et ærligt, ædru, ukompliceret, ægte kys. Bussen kommer og jeg løber på den.

Det føles som begyndelsen på noget. Det føles anderledes. Det føles rart.

En måned senere er der sket så lidt og så meget. En ting er dog sikkert. Det føles som det altid har gjort. Frustrerende. Irriterende. Respektløst.

Status pt: kan stadig ikke give slip.


/Gemt

Somebody To Love af Eva Senín Pernas (fundet her)



2 kommentarer:

  1. Ih, hvor romantisk - nu troede jeg lige det hele var super-duper....

    SvarSlet
    Svar
    1. Jaaa... Det gjorde jeg egentlig også.

      Slet